Erhverv
0

Nyt dansk medie for børn går i trykken

Allerede fra næste uge udkommer JP/Politikens Hus med avissatsningen Børneavisen.

JP/Politikens Hus' nye avissatsning for børn udkommer på print og online allerede i næste uge.

Børneavisen, navnet på JP/Politikens Hus' nye avissatsning for børn mellem 9 og 12 år, udkommer på print og online allerede i næste uge. Nærmere bestemt tirsdag 11. september.

Det skriver JP/Politiken i en pressemeddelelse.

Foruden at udkomme på print, så vil det trykte indhold suppleres af et digitalt univers, børneavisen.dk, hvor de små læsere aktivt opfordres til at levere indhold til avisen.

- Jeg kan slet ikke vente, til vi skal stå på trykkeriet og se aviserne ryge igennem maskineriet. Hele holdet har knoklet for at nå hertil, og nu glæder vi os til at udkomme, siger ansvarshavende chefredaktør Louise Abildgaard Grøn.

Børneavisen blev annonceret tilbage i marts i år, netop som Berlingske Media i forbindelse med en større sparerunde meddelte, at man ville lukke sit børnemedie Kids' News. Og nu går første udgave altså i luften små seks måneder senere.

Og at udgivelsen falder netop 11. september, 17-årsdagen for terrorangrebene mod World Trade Center i New York og Pentagon i Washington D.C, er ikke en tilfældighed. Dagen er valgt for at understrege, at avisen også skal tage fat i de svære emner.

- Børn er optaget af stort og småt. Også emner, som ofte kan virke skræmmende på dem og være svære at tale om.

- Derfor skal vi naturligvis behandle terror i Børneavisen. Men det bliver på børnenes præmisser og i en anden form, end vi typisk er vant til fra voksenaviserne, siger Louise Abildgaard Grøn.

Børneavisen er planlagt til at udkomme hver tirsdag, 46 uger om året, og den kan både erhverves via et abonnement eller købes i løssalg.

BRANCHENYT
Læs også