Erhverv

Medie: Norwegian sælger ud af flyflåden

Det norske lavprisselskab er på jagt efter købere til både nye og brugte fly - målet er at reducere gælden.

Norwegian havde i juli vækst i trafikken og passagertallet. Arkivfoto. Foto: Finn Frandsen

Det norske luftfartsselskab Norwegian, der også er aktiv på det danske marked og presset af stor gæld, vil inden årets udgang sælge mere ud af flyflåden.

Det meldte selskabet tirsdag ved en investorpræsentation - ifølge nyhedsbureuaet Reuters.

Norwegian Air har forpligtet sig til at investere i 210 nye fly fra Boeing and Airbus i 2020.

Salget af fly vil angiveligt både omfatte nogle af selskabets brugte Boeing 737-fly samt en del af de nye Airbus-fly, som selskabet har bestilt og endnu ikke modtaget.

»Vi har 90 A320-fly fra Airbus i bestilling. De er reelt til salg, og vi har indledt en proces med at finde et nyt hjem til de fly,« sagde Norwegians finansdirektør Geir Karlsen – ifølge Reuters - ved dagens præsentation.

Han understreger over investorerne tirsdag, at udfordringen ikke er at sælge flyene - men at få den rette pris. Finansdirektøren forventer, at der kommer nyt om salg af fly inden årets udgang.

Målet med salg af flyene er at reducere Norwegians gælds-forpligtelser.

Norwegian venter at selskabets samlede flåde, som nu er på over 150 fly, bliver øget til 165 før årsskiftet.

Mens økonomien er trængt hos det norske lavprisselskab, viste tal hen over sommeren, at Norwegian har flere kunder. Antallet af passagerer steg i hvert fald i juli.

Selskabet havde 3,8 mio. passagerer i den sommermåned -  437.718 flere end i samme måned 2017.

Norwegian har kastet milliarder i at ekspandere med nye og flere ruter, hvilket har været en dyr fornøjelse og givet store underskud. Ekspansionen har efterladt Norwegian med en stor milliardgæld. Strategien er dog bl.a. at satse endnu mere på også flere langdistanceruter.

Læs også
Top job