Erhverv

Audi skrotter gearstangen i USA: Er biler med manuelt gear snart fortid?

I USA er det nærmest umuligt at opdrive en ny bil med en gammeldags gearstang. Audi stopper salget af biler med manuelt gear i USA.

Foto: Ronald Wittek/picture-alliance/dpa/AP Images.

Det manuelle gear er ved at være historie i USA. De unge lærer ikke at køre bil med det, og færre og færre bilproducenter fremstiller efterhånden modeller, som ikke har automatgear.

Den udvikling har stået på længe i USA og er ved at brede sig til Europa.

Det faldende salg af biler med en gearstang har fået Audi til at beslutte at stoppe med at sælge biler uden automatgear i USA fra og med 2019-modellerne, skriver USAToday.

Den sidste Audi-model med en gearstang som variant vil blive blive 2018-udgaven af A4 Sedan og A5 Coupe, lyder det fra Amanda Koons, der er talskvinde for Audi.

Salget af biler med manuelt gear har været faldende i årtier, men det er accelereret i de senere år. I 2012 havde 6,8 pct. af de solgte biler i USA manuelt gear. I år ventes det, at procentsatsen vil falde til 3,5 pct, viser beregninger fra IHS Markit.

Tidligere lød forsvaret for det manuelle gear, at det gav en bedre brændstoføkonomi og mere glidende kørsel. Men de argumenter er blevet overhalet af udviklingen inden for automatgear.

»Selv de bedste bilister med et manuelt gear kan ikke længere matche farten i de automatiske gearskifter. Et moderne automatgear kompenserer for kørsel i bakket terræn, aggressiv kørsel eller langsom kørsel. Det sørger hele tiden for at sikre det rette gear til kørslen,« siger Mark Kielczewski, der er assisterende chefingeniør hos General Motors.

Hvis man i dag vælger et manuelt gear, handler det oftest om, at det automatiske er væsentligt dyrere, eller at man har en veneration for at bruge en kobling og en gearstang.

Afficionados af det manuelle gear har den opfattelse, at de har bedre styr på bilen, når de skifter gear.

Uden for USA er det manuelle gear stadig det oftest brugte, fordi det er billigere og nemmere at servicere. En femtrins manuel gearkasse er den mest solgte.

Men det automatiske gear skal ikke blive for overmodigt, skriver USAToday.

»I takt med at elektriske biler vinder frem, bliver der slet ikke brug for gearkasser længere,« lyder det.

BRANCHENYT
Læs også