0

Dansk milliardær har købt 25 jetfly

Nordic Aviation Capital, der er stiftet af milliardæren Martin Møller Nielsen, får igen flere muskler til at fortsætte sin imponerende vækst.

Martin Møller Nielsen stiftede Nordic Aviation Capital i 1990 og valgte i 2015 at sælge over halvdelen af sit livsværk i en handel til en værdi af mere end 10 mia. kr. Foto: Ole Joern/Redstar

Flymilliardæren Martin Møller Nielsen fortsætter med at udvide det imperium, der har gjort ham til en af landets rigeste mænd.

Hans flyselskab Nordic Aviation Capital, som han ejer sammen med Lego-pengetanken Kirkbi og kapitalfonden EQT, har netop købt 25 jetfly af Air Canada. Det skriver branchemediet check-in.dk.

Nordic Aviation Capital råder over verdens største flåde af små turboprop-fly, men har de senere år satset massivt på større regionale jetfly. Målet er at være verdens største leasingselskab inden for denne flytype.

»Vi investerer stærkt i at øge vores forretning gennem strategiske opkøb som dette hos Air Canada. NAC's investering i denne attraktive portefølje af aktiver understreger vores tillid til de langsigtede vækstudsigter for det regionale jetmarked. Det er et spirende marked,« siger Martin Møller Nielsen til check-in.dk.

Prisen for de nyindkøbte fly fremgår ikke.

Martin Møller Nielsens flyfirma rundede i maj 400 fly, efter at selskabet købte 29 Embraer E-jets. Det hele foregår fra hovedkontoret i Billund, hvor Martin Møller Nielsen har skabt en bemærkelsesværdig erhvervssucces.

Han stiftede Nordic Aviation Capital i 1990 og valgte i 2015 at sælge over halvdelen af sit livsværk til EQT og Kirkbi i en handel til en værdi af mere end 10 mia. kr. Martin Møller Nielsen geninvesterede efterfølgende et milliardbeløb i flyselskabet og fortsatte som bestyrelsesformand.

For nylig fremlagde Nordic Aviation Capital et rekordregnskab. Ud af en omsætning på 5 mia. kr. landede selskabet i 2017 et driftsoverskud på 2,5 mia. kr. Det er ganske usædvanligt.

Selskabets største marked er Europa efterfulgt af Asien, og kunderne tæller blandt andre British Airways, Air France og Lufthansa.

Martin Møller Nielsen er blandt Danmarks 20 rigeste personer med en anslået formue på cirka 8 mia. kr. Tidligere på året skrev Berlingske Business, at Nordic Aviation Capital var tæt på at blive solgt for op mod 20 mia. kr.

En sådan handel vil sende Martin Møller Nielsen ind på listen over Danmarks 10 rigeste.

BRANCHENYT
Læs også