Erhverv
0

Svag svensk krone giver firmaer milliontab

Sverige er et af Danmarks største eksportmarkeder. Foto: Jens Dresling

Den lave svenske kronekurs koster danske virksomheder både millioner på indtjeningen og arbejdspladser.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Sverige er et af Danmarks største eksportmarkeder, og derfor kan faldet i den svenske krone mærkes hos de danske virksomheder, der eksporterer til nabolandet.

Blandt andet kan det mærkes hos design- og isenkramgrossisten F&H, som normalt henter 10 pct. af sin omsætning på i alt 800 mio. kr. i Sverige.

Ifølge selskabets årsrapport har der været et fald på bundlinjen fra over 12 mio. kr. før skat til under 1 mio. kr. Her har valuta haft den største indflydelse.

- Den svage svenske krone rammer os jo, og det gør ondt. Jeg kan ikke sige præcist, hvad den negative kursudvikling har kostet os i år. Men i fjor kunne vores resultat have været omkring 10 mio. kr. højere, hvis ikke der havde været en valutakurseffekt, siger Knud Lomborg, der er adm. direktør i F&H, til Børsen.

Ifølge chefanalytiker i Dansk Industri Allan Sørensen vil der altid være en risiko, når man handler i fremmed valuta. Han siger til Børsen, at en eksportør må finde sig i enten af få et lavere beløb i danske kroner, så prisen målt i kundens valuta ikke stiger voldsomt, eller ikke at tage imod ordren.

Det sidste år er kursen på den svenske valuta blevet svækket med 10 pct., så 1 svensk krone koster i dag kun omkring 70 danske øre, hvilket er det laveste niveau i årevis.

BRANCHENYT
Læs også