Erhverv
0

Tesla fjerner to bilfarver for at holde farten

Kunder kunne tidligere vælge mellem syv farver på deres Tesla Model 3, men det er nu reduceret til fem. Tesla-aktien fik mandag comeback.

Det er denne Tesla, en Model 3, som alle venter på bliver leveret i langt større mængder end i dag. Foto: Frank Duenzl/dpa/AP

I et forsøg på at gøre produktionen af nye biler mere simpel har Tesla fjernet to af de syv standardfarver, som kunderne kan vælge imellem.

Ændringerne blev - som sædvanlig - offentliggjort af Teslas topchef Elon Musk på Twitter, skriver Bloomberg.

Her skrev han, at: »Vi fjerner 2 af 7 Tesla-farver fra menuen fra onsdag (i morgen, red.) for at gøre produktionen mere simpel. Obsidian-sort og sølvmetal kan stadig bestilles, men kun som et særligt ønske og til en højere pris«.


Ændringen ses som endnu et forsøg på at strømline produktionen af Model 3, så Tesla kan opfylde sine egne produktionskrav om mellem 50.000 til 55.000 Model 3 i tredje kvartal i år.

Produktionsændringen kommer efter en lettere kaotisk uge for selskabet med opsigelsen fra en økonomichef og en episode, hvor Elon Musk røg marihuana i et studie under et radioprogram.

Der er også sket positive ting for Elon Musk og Tesla. Aktien har de seneste uger været under pres, men mandag steg aktien med otte pct. efter positive analytikerrapporter fra Baird og Bernstein.

BRANCHENYT
Læs også