Erhverv
0

Fyret Matas-boss køber sig ind i kendt kaffekæde

Terje List blev for et år siden afsat som topchef i Matas. Nu er han blevet medejer af kaffekæden Riccos.

Terje List var topchef i Matas gennem 17 år. Nu er han medejer af den hurtigtvoksende kaffekæde Riccos. Foto: Mik Eskestad

Den danske kaffekæde Riccos, der driver 17 kaffebarer rundt om i landet, har fået ny medejer.

Terje List, som i fjor blev opsagt efter 17 år som topchef i Matas, er således nu blevet ejer af en fjerdedel af Riccos.

Det bekræfter stifter Ricco Sørensen over for Finans.

»Terje (List, red.) henvendte sig for et år siden, da han stoppede hos Matas. Han ville gerne være en del af Riccos' ejerkreds. Men tidspunktet var ikke det rigtige. For tre måneder siden henvendte han sig så igen, og for at være helt ærlig var det svært at sige nej. Han kan bidrage med så meget, og derfor tog vi ham ind i ejerkredsen,« siger han.

Konkret nævner Ricco Sørensen, at Terje Lists erfaring fra retailbranchen vægtede tungt i beslutningen om at få ham med i kaffekæden.

Før Terje Lists entré i Riccos var ejerskabet delt mellem Ricco Sørensen og finansmanden Christian Dyvig. Sidstnævnte købte sig ind i kaffekæden i januar 2017.

Ricco Sørensen var i denne omgang ikke interesseret i at få sit ejerskab udvandet yderligere. Derfor spurgte han Christian Dyvig, om han ville sælge anparter til Terje List, hvilket finansmanden gik med til.

Sammen har de åbnet en række kaffebarer herhjemme den seneste tid, og det kommer ikke til at stoppe med Terje List som medejer.

»Vi har netop åbnet vores anden kaffebar i Magasin, og vi har yderligere et par stykker på vej. Derudover kommer vi nu til at gøre meget ud af engrossalg. Det kommer Terje List til at hjælpe meget med. Engrossalget skal sikre os en platform at drive kaffebarer ud fra,« siger Ricco Sørensen.

I 2017 kom Riccos Kaffe ud med et underskud på 3,2 mio. kr., afslørede et regnskab i juni. Underskuddet sendte egenkapitalen i minus med 1,1 mio. kr.

For at sikre driften konverterede Christian Dyvig 2,8 mio. kr. af kaffekædens gæld til egenkapital.

Ricco Sørensen åbnede sin første kaffebar i 2001 på Vesterbro i København. Indtil Christian Dyvig kom med i ejerkredsen, blev kaffekæden drevet som et enkeltmandsfirma. Nu er det et anpartsselskab, og regnskabet for 2017 var virksomhedens første offentlige af slagsen.

BRANCHENYT
Læs også