Erhverv
0

Finansavis: Nye oplysninger belaster Danske Banks topchef

Ifølge Financial Times ignorerede Danske Banks topchef Thomas Borgen advarsler om bankens store forretningsvolumen i Estland.

Helt tilbage i 2013 blev Danske Banks topchef, Thomas Borgen, på et møde advaret om, at bankens forretningsomfang ud af den estiske filial med kunder i primært de tidligere Sovjetstater og Rusland var højere end hos konkurrenternes.

Det fremgår af oplysninger, som den britiske finansavis Financial Times skriver om.

Thomas Borgen afviste at reagere på advarslerne, som kom fra andre chefer i banken og fra JPMorgan, skriver avisen.

Financial Times har talt med en kilde, som er involveret i den undersøgelse, som banken har lavet af hele hvidvasksagen i Estland. Kilden siger, at det referat, som afslører de advarsler, Thomas Borgen modtog, er et af de vigtigste dokumenter fra undersøgelsen.

»Det var på dette tidspunkt, at det blev besluttet ikke at standse forretningen,« refererer Financial Times kilden for at sige.

Danske Banks eneste kommentar til oplysningerne i Financial Times er:

»Vi ser frem til at dele konklusioner fra undersøgelserne på onsdag. Indtil da har vi ikke nogen kommentarer,« lyder det fra bankens pressechef, Kenni Leth, til Finans.

Mødet fandt sted i oktober 2013, og Thomas Borgen fik at vide af en af bankens andre chefer, at omfanget af forretningerne med de udenlandske kunder »burde blive undersøgt og potentielt nedbragt.«

Thomas Borgen reaktion på det var ifølge Financial Times bl.a., at han ville diskutere sagen yderligere uden for det aktuelle forum.

Ifølge den kilde, som Financial Times har talt med, var den estiske filial Thomas Borgens ”baby og enormt profitabel.« I 2013 bidrog den estiske filial med et overskud til moderbanken på 325 mio. kr.

Ifølge avisen deltog i mødet også den dengang nye chef for den estiske afdeling, Lars Mørch, som siden har forladt banken som en konsekvens af hvidvasksagen.

Ved mødet var også Henrik Ramlau-Hansen, som på det tidspunkt var bankens finansdirektør, og som siden blev bestyrelsesformand for det danske Finanstilsynet. Henrik Ramlau-Hansen trak sig som formand i tilsynet i maj i år.

Danske Bank bestyrelse har haft møde om sagen hele torsdag, og banken vil onsdag i næste uge offentligt diskutere, hvad undersøgelserne viser, og hvilke konsekvenser de måtte få og for hvem.

BRANCHENYT
Læs også