Erhverv
0

Coops egen bank: Ingen overskudsforretning, men kunderne valfarter til

Antallet af bankkunder fortsætter med at stige hos Coop Bank, og direktør Allan Nørholm regner med første overskud i 2019.

Adm. direktør i Coop Bank, Allan Nørholm, forventer bankens første overskud ved udgangen af 2019.

Coop Bank får flere kunder, men har stadig ikke overskud, viser halvårsregnskabet fra banken.

Dagligvarekoncernen Coops egen bank har i det første halvår af 2018 tiltrukket 17.000 nye kunder og runder en samlet kundeskare på 122.000. Men selv om der er kommet flere kunder, har banken aldrig været en overskudsforretning.

I første halvår af 2017 var underskuddet på 19,8 mio. kr, mens underskuddet i første halvdel af 2018 er skrumpet ind til 13 mio. kr.

»Der er noget, der er lykkedes rigtig godt, og noget mindre godt. Den vækst, der har været i vores udlån er meget høj, men den er lidt lavere end året før. Vi ville gerne have set en højere vækst, for vi er fortsat afhængige af, at den skal vokse,« siger adm. direktør i Coop Bank, Allan Nørholm.

1000 kr.1. halvår 20181. halvår 2017
Netto, renter og gebyrindtægter36.53426.884
Kursreguleringer-1.944-6.270
Resultat-13.011-19.830
Udlån 990.583743.745
Antal kunder 122.00092.617


Banken blev stiftet af den danske dagligvarekoncern Coop i 2013. Banken har ingen fysiske filialer, men alligevel tilbyder den almindelige banktjenester samt giver Coops kunder mulighed for at hæve og indsætte kontanter nede i deres lokale brugsen.

I bankens femårige levetid har den fået tilført al sin næring - 450 mio. kr. - fra Coop amba, hvor over halvdelen er gået til at dække underskuddet.

»Vi har investeret 250 mio. kr. i form på at bygge banken op, mens de resterende 200 mio. kr. skal bruges på at vokse. Det er absolut forventningen, at vi skal generere overskud, og der er ingen tvivl om, at vi er tæt på at komme i en situation, hvor det vil ske. Jeg vil mene, at 2019 er et godt bud, for ingen tvivl om, at det er inden for få år,« siger Allan Nørholm.

Coop Bank forventer, at der vil være 135.000 kunder i banken ved udgangen af 2018.

»Vi er ved at være på et kundeantal, som grundlæggende er fint, men jeg har svært ved at forestille mig andet, end at det vil blive ved med at gå op. I starten var fokus på at få nye kunder, men hen ad vejen vil vi også begynde at fokusere mindre på væksten og mere på bare at gøre det bedre,« siger Allan Nørholm.

Det kræver medlemskab hos Coop, før man kan blive kunde i banken.

BRANCHENYT
Læs også