Erhverv

Zuckerberg finansierer forskningsprojekt: I år har Facebookstifteren solgt aktier for mere end 30 mia. kr.

Chan Zuckerberg Initiative har som mål at udrydde sygdomme i vores børns levetid.

Zuckerberg har ambitioner om at sælge Facebook-aktier til en værdi af 13 mia. dollars til finansieringen af Chan Zuckerberg Initiative. Foto: AP Photo/Manu Fernadez

Ved datterens fødsel afgav facebookstifter Mark Zuckerberg og hans hustru, Priscilla Chan, et løfte. Et løfte om at donnere 99 pct. af værdien af deres Facebook-aktier til at »fremme menneskets potentiale og fremme ligestilling.«

Nu er parret i gang. Således har de solgt 29 mio. Facebook-aktier alene i år, hvilket har været en indbringende affære. Værdien af dem er nemlig i omegnen af 5,3 mia. dollars, svarende til ca. 33,8 mia. kr., men de mange milliarder er gået til Chan Zuckerberg Initiative, som den stenrige entreprenør har med sin hustru. Det skriver CNBC.

Et af målene med det ambitiøse Chan Zuckerberg Initiative er at »støtte videnskabelig forskning for at kunne helbrede, forebygge eller håndtere alle sygdomme i vore børns levetid.«

Projektet dækker over forskellige tiltag. Det ene af dem er Chan Zuckerberg Biohub, et forskningscenter, som også er støttet af LinkedIn medstifter Reid Hoffman.

Der er formentlig flere penge på vej end de 33,8 mia. kr., annoncerede filantropen Zuckerberg i oktober i fjor. Han ville sælge op til 75 mio. aktier i Facebook, lød meldingen. Dengang var aktierne mere end 13 mia. dollars værd, hvilket svarer til knap 83 mia. kr.

Efter planen skulle alle aktierne sælges inden marts 2019 for at finansiere projektet.

I alt tæller Chang Zuckerberg Initiative i omegnen af 250 ansatte.

Læs også
Top job