Erhverv

Slut med 1-krone-selskaber: Minister vil lukke omstridt selskabsform

Regeringen vil nu afskaffe muligheden for at etablere de omstridte iværksætterselskaber, IVS, der kan stiftes med et kapitalindskud på blot 1 kr.

Det skal være slut med at kunne etablere et selskab for 1 krone, mener regeringen. De såkaldte fattigmandsselskaber har vist sig at have høje skatte- og afgiftsrestancer, og en stor del af selskaberne er under mistanke for svig.
Foto: Lærke Posselt Foto: Polfoto

Allerede i 2013, da virksomhedsformen blev skabt, blev IVS’ene mødt af massiv kritik og advarsler om, at de såkaldte ”fattigmandsselskaber” ville virke som en magnet på plattenslagere og konkursryttere.

Det viser sig nu, at kritikerne et stykke hen ad vejen havde ret. Erhvervsministeriet har i dag offentliggjort en evaluering af IVS’ene. I evalueringen konkluderes det blandt andet at:

»De gennemsnitlige skatte- og afgiftsrestancer for iværksætterselskaber er næsten dobbelt så høje som enkeltmandsvirksomheders.«

Og:

»Iværksætterselskaber er overrepræsenteret blandt potentielle svigsvirksomheder, der nægtes registrering efter skatte- og afgiftslovgivningen. Iværksætterselskaberne udgjorde 12 pct. af nye momsregistreringer i 2017, men udgjorde 33 pct. af de potentielle svigsvirksomheder, der blev nægtet registrering efter skatte- og afgiftslovgivningen.«

Og:

»Med introduktionen af iværksætterselskaberne er antallet af selskaber, der sendes til tvangsopløsning, steget. Stigningen i tvangsopløsninger har medført øgede omkostninger for det offentlige. Skifteretternes sagsbehandlingsomkostninger er steget fra 32 mio. kr. i 2014 til knap 46 mio. kr. i 2016.«

Som følge af evalueringens konklusioner indkalder erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) nu til politiske forhandlinger om at afvikle selskabsformen.

»Det er vigtigt, at det er nemt og billigt at stifte virksomhed i Danmark. Men iværksætterselskaberne har den ulempe, at man kan stifte gæld i dem og derefter lukke dem uden selv at miste en krone. Det giver mulighed for at optage gæld og derefter løbe fra regningen. Det er ikke sundt, og derfor vil det være bedre at gøre anpartselskaberne billigere,« fastslår Rasmus Jarlov i en pressemeddelelse.

Man skal i dag stille med en sikkerhed på 50.000 kr for at stifte et anpartsselskab. Regeringen foreslår at sænke dette kapitalkrav til eksempelvis 40.000 kr.

Læs også
Top job