Erhverv
0

Dårligt nyt: Ølpriserne vil stige med raketfart

Dårlig høst af flere af de kornsorter, som indgår i brygningen af øl, kommer til at presse prisen på øl i vejret.

Forbrugerne kan godt finde håndklædet frem og tørre sveden af panden med udsigt til markant stigende ølpriser. Den varme sommer har ødelagt høsten af byg, og prisen på øl kan stige med op til 16 pct.. Illustration: Plakat lavet af Erik Henningsen i 1900. Den tørstige mand for Tuborg.

Der er dårlige nyheder på vej for øldrikkere over hele verden.

Den varme sommer har svedet markederne af og dermed delvist ødelagt høsten af byg og andre kornsorter, der bruges til brygningen af øl.

Det vil i de kommende seks måneder udløse prisstigninger, der kan oversættes til mod 16 pct. for en fadøl.

Eksperter siger, at prisen på byg er steget med næsten 40 pct. i forhold til sidste år, fordi tørken denne sommer har reduceret udbyttet, skriver britiske Daily Star.

Ifølge en analyse fra investeringsbanken Berenberg betyder de stigende råvarepriser, at bryggerier som Carlsberg og Heineken kan se frem til en stigning i produktionsomkostningerne på omkring 16 pct.

Og da omkostningerne til byg udgør omkring en femtedel af den samlede omkostning ved at producere øl, kan det oversættes til, at en stor fadøl i Storbritannien vil stige med 4,80 kr. til 35 kr. i løbet af de næste seks måneder.

Den gennemsnitlige pris på en ”pint” ligger i dag i Storbritannien på 30 kr.

De store bryggerier i Storbritannien hævede tidligere på året priserne med 3,9 pct. med henvisning til de generelt stigende omkostninger - men det var før den katastrofale høst denne sommer.

Det er ikke kun i Storbritannien, at priserne vil stige. Det kommer til at gælde i det meste af verden og dermed også i Danmark.

Hos Carlsberg er man enig i, at de stigende priser på råvarer er et stort problem, men man vil endnu ikke kvantificere kommende prisstigninger.

Tidligere på måneden sagde Carlsbergs topchef Cees ’t Hart dette til problematikken omkring de stigende råvarepriser:

»Det er min store hovedpine lige nu. Selvom det er let at forklare, hvorfor vi skal øge priserne, med henvisning til den dårlige høst, så er spørgsmålet alligevel, hvordan kunderne reagerer.«

BRANCHENYT
Læs også