Erhverv

Vestager presser Apple til at betale 106 mia. kr.

EU's konkurrencekommissær danske Margrethe Vestager har lagt arm med giganten Apple og vundet første runde.

EU-Kommissionen har nu tvunget den irske regering til at tage en ordentlig bid af æblet. Techgiganten Apple er blevet tvunget til at betale 106 mia. kr. i ekstraskat til den irske stat.
Den irske regering havde helst været fri for at modtage de mange penge.
Foto: Eric Risberg

EU's konkurrencekommissær danske Margrethe Vestager har lagt arm med giganten Apple og vundet første runde.

Apple har ifølge EU-Kommissionen været begunstiget af ulovlige skattefordele i Irland, og kommissionen har derfor krævet, at den amerikanske gigant skal betale mere end 100 mia. kr. tilbage til den irske statskasse.

Både Apple og den irske regering har protesteret højlydt over kommissionens krav, men ikke desto mindre har Apple nu betalt et restskat på 97,6 mia. kr. plus 9 mia. kr. i renter, rapporterer Reuters.

Det enorme skattesmæk vedrører perioden 2003 - 2014, hvor Apple - ifølge EU-Kommisisonen - har betalt for lidt i skat. Apple, som har europæisk hovedkontor i Irland, har angiveligt betalt 1 pct. i skat i 2003 og helt ned til 0,005 pct. i 2014. EU-Kommissionen opfatter dette som ulovlig statsstøtte, der har haft til hensigt at fastholde Apples placering i Irland.

EU-Kommissionen rejste kravet mod Apple i august 2016, men den irske regering afviste i første omgang at inddrive pengene. I oktober 2017 fik Margrethe Vestager nok af at vente og meddelte, at Irland blev indbragt for EU-Domstolen og stævnet for manglende implementering af EU-Kommissionens afgørelse.

Både Apple og den irske regering har appelleret EU-Kommissionens afgørelser, men trods alt har Apple nu tilbagebetalt de 106 mia. kr., som placeres på en spærret konto, mens sagen verserer. Det har den irske finansminister oplyst i dag. Det ventes at tage flere år, før sagen er endeligt afgjort ved EU-Domstolen.

Den irske regering fastholder ifølge Reuters, at landet aldrig har givet særlige skattefordele til enkelte selskaber.

Efter meddelelsen om, at Apple nu har tilbagebetalt det fulde beløb, har EU-Kommissionen i dag meddelt, at sagen mod Irland er aflyst.

»Set i lyset af, at Apple fuldt ud har tilbagebetalt den ulovlige statsstøtte, selskabet har modtaget fra Irland, vil EU-kommissær Margrethe Vestager anbefale, at sagen (mod Irland, red.) trækkes tilbage,« oplyser Vestagers talsmand Ricardo Cardoso til Reuters.

BRANCHENYT
Læs også