Erhverv

Tidligere GM-boss: »Tesla er på vej i graven«

Elon Musk er "en flink fyr", men han aner intet om at drive en bilfabrik, siger Bob Lutz, der er tidligere næstformand hos General Motors.

Bob Lutz har ikke megen tiltro til, at Tesla har en chance for at overleve og spår at selskabet er på vej "i graven". Han har haft adskillige topjob hos de største bilproducenter i USA. Blandt andet har han været næstformand i GM. Foto: Al Goldis/AP Images.

»Tesla er på vej mod graven. Tesla’s koncernchef Elon Musk er en flink fyr, men han har ingen ide om, hvordan man skal lede en bilproducent.«

Så hård er analysen fra Bob Lutz, der blandt andet er tidligere næstformand i bestyrelsen for General Motors hos CNBC.

»De kommer aldrig til at tjene penge på deres Model 3, fordi omkostningerne er alt for høje. Han (Elon Musk, red.) har 9000 medarbejdere i gang ved sin samlefabrik og de producerer under 150.000 biler om året. Det kan bare ikke regnes hjem. Det er en bilfabrik på vej mod graven,« siger Bob Lutz.

Bob Lutz’ kommentar kommer efter nyheden om, at Elon Musk nu bliver undersøgt for bedrageri efter han meddelte, at Tesla måske skulle afnoteres og at finansieringen var på plads. Det var ikke tilfældet.

»Nettet strammes om selskabet. Og inden for et år eller to vil vi se en biograffilm, med titlen ”Hvem slog Tesla ihjel”. En konspirationsfilm med Leonardo DiCaprio i hovedrollen,« forudser Bob Lutz.

Efter det kom frem, at det amerikanske justitsministerium, er i gang med at undersøge Tesla faldt aktien med over 7 pct. Den genvandt senere noget af det tabte, men lukkede med et fald på 3 pct.

Ifølge Bob Lutz så ”fosser pengene ud af Tesla”. Og på grund af undersøgelsen, vil det amerikanske finanstilsyn (SEC) ikke tillade yderligere rejsning af kapital.

Indtil videre har Tesla benægtet, at det bliver nødvendigt at rejse ny kapital. Halvårsregnskabet i august viste dog, at Tesla havde ”brændt” 700 mio. dollar af mod 900 mio. dollar i første kvartal.

Flere analytikere mener, at Tesla er nødt til at rejse ny kapital for ikke at løbe tør for penge, men selskabet siger, at det vil fremvise et overskud på driften i både tredje og fjerde kvartal.

Derfor bliver det ikke nødvendigt at tilføre yderligere kapital. Det vil i givet fald så være første gang, at Tesla kan fremvise et kvartal med overskud.

Men advarslerne stopper ikke med at blinke der, ifølge Bob Lutz. Han påpeger, at konkurrencen snart bliver hårdere for Tesla med kommende elbiler fra Audi, Mercedes, BMW og Porsche. Og alle disse producenter kan, ifølge Lutz, tillade sig at sælge bilerne med tab, fordi de tjener penge på konventionelle biler.

»Tesla har ingen teknologiske fordele, ingen software fordele, ingen batteri fordele. De har ingen fordele overhovedet,« siger Bob Lutz til CNBC.

Det har ikke været muligt for CNBC at få en kommentar fra Tesla til angrebene fra Bob Lutz.

Udover næstformandsposten i GM har Bob Lutz været topleder hos Ford og Chrysler. Han er i dag direktør for sit eget konsulentforma Lutz Communications.

Han er formand for bestyrelsen i VIA Motors som han selv har grundlagt og er medejer af VLF Automotive som han er medstifter af. VIA Motors udvikler elektriske biler som trucks, varevogne og SUV’ere.

Han er stærk tilhænger af elbiler og allerede i 2008, mens han var hos GM, udtalte han, at ”elektrificeringen af biler er uundgåeligt”.

BRANCHENYT
Læs også