Erhverv
0

EU på vej med bøde til Carlsberg-konkurrent

EU-kommissionen er på vej med en bøde til Carlsbergs belgisk-amerikanske konkurrent AB Inbev, selv om bryggerikoncernen forsøger at indgå et forlig.

Den tyske Beck's-øl er en af Anheuser-Busch InBevs imponerende portefølje af kendte ølmærker. Foto: AP Foto: Michael Bahlo/picture-alliance/dpa/AP

EU's konkurrencemyndigheder anklagede sidste år AB Inbev for at forhindre parallelimport af billig øl til det belgiske marked, hvor man selv har mærkerne Jupiler og Leffe, fra nabolandene Frankrig og Holland.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters fredag.

Resultatet af Ab Inbevs anstrengelser var, ifølge kommissionen, at belgiske forbrugere er endt med at betale for høje priser. Ifølge kommissionen havde AB Inbev ændret indpakningen af de to ølmærker i Frankrig og Holland for at gøre det sværere at sælge dem hjemme i Belgien, ligesom man havde begrænset hollandske detailforretninger adgang til produkter og rabatter for at forhindre import til Belgien.

EU-kommissionen kan vælge at indgå et forlig, hvilket man ifølge Reuters oftest gør, hvis det kan genskabe konkurrencen hurtigt. Omvendt kan kommissionen med reglerne i hånden idømme en bøde svarende til 10 pct. af en virksomheds globale omsætning.

Hverken kommissionen eller AB Inbev har ønsket at kommentere nyheden over for Reuters.

BRANCHENYT
Læs også