Erhverv

Amerikansk centralbank hæver renten: Er på højeste niveau i mere end 10 år

Præcis som markederne havde forventet, lader den amerikanske centralbank sin toneangivende rente kravle opad.

Federal Reserve har valgt at hæve renten i USA. Foto: AP Photo/Richard Drew

For tredje gang i år hæver den amerikanske centralbank, Federal Reserve, renten. Med en stigning på 25 basispoint ligger renteniveauet nu på 2,00-2,25 pct., hvilket er det højeste renteniveau i USA i mere end 10 år.

Det var netop den udmelding, markederne har ventet, og de ser store chancer for en fjerde rentestigning i december.

»Alt andet havde været en gedigen overraskelse. I markedet har der været tæt på 100 procents forventning om denne renteforhøjelse, og havde Fed holdt renten i ro, ville det have skabt et mindre chok i de finansielle markeder. Nu ligger det i kortene, at vi får en mere i december,« skriver Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje, i en kommentar.

Federal Reserves beslutning kommer ovenpå gode takter i økonomien, blandt andet flotte vækstrater, en stigende beskæftigelse, lav arbejdsløshed, stigende privatforbrug og øgede investeringer i industrien. Institutionen forventer at hæve renten i december i år, tre gange i 2019 og en enkelt i 2020.

Centralbankens kurs for det næste år er der til gengæld delte meninger om. Nogle mener, at centralbanken lader renten fortsætte med at stige, andre at centralbanken er tilbageholden med stigninger, og en tredje gruppe tror decideret på rentesænkninger i 2019. Det skyldes en forventning om, at væksten i USA falder i løbet af året, og at centralbankene derfor vil skifte kurs og træde ind med en hjælpende hånd i form af rentesænkning sent i 2019.

Det går dog næppe i opfyldelse, med mindre USA ramler ind i en recession, mener Henrik Franck.

»Der er mange, der forventer, at væksten kommer til at falde i andet halvår af 2019. At det så skulle være nok til, at renten sænkes igen – altså, jeg vil nok sige, at der skal et ordentligt hak i væksten til, hvis Fed skulle motiveres til at sænke en allerede meget lav rente,« lyder det.

Hvad investorerne lige nu fokuserer på, er, om tempoet i den økonomiske vækst vil få centralbanken til at skrue op for de pengepolitiske stramninger. Også rentespændet mellem de 2-årige og 10-årige amerikanske statsobligationsrenter er i knivskarpt fokus.

»Når de korte rente er højere end de lange renter, altså når spændet er negativt, så er det som regel en god indikator for, at en recession kan komme ind for 1-2 år,« skriver Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank, i en kommentar.

Du kan læse mere om rentekurvefænomenet her.

Læs også
Top job