Erhverv

Investorerne har savet 45 pct. af Ambu-aktien

En perlerække af begivenheder har fået investorer til at smide deres Ambu-aktier over den seneste halvanden måned. Senest har en rapport fra Nordea, der tager et kritisk blik på Ambu, sendt aktien ned med knap 17 pct.

Ambu-aktien har fået blodige klø siden midten af august. En stribe af begivenheder, der har forkrøblet interessen for den højtflyvende medicoaktie, har fået investorerne til at barbere 45 pct. af kursen på bare halvanden måned.

Senest er aktien drattet med næsten 17 pct. torsdag, efter at Nordea har sendt en ny analyse på gaden, der sænker kursmålet på Ambu-aktien fra 168 til 143 med anbefalingen »sælg«.

I midten af september var der også dårlige nyheder for Ambu, da den japanske konkurrent Olympus luftede sin skepsis over for anvendelse af engangsprodukter inden for koloskopi - tarmundersøgelser. Det er netop det, Ambu planlægger at satse massivt på med en lancering inden årets udgang.

Aktien fik også tæsk, da storinvestoren Chr. Augustinus Fabrikker i begyndelsen af september gennemførte et storsalg af Ambu-aktier. Aktierne blev solgt for 220 kr. stykket, hvilket svarede til en rabat på 10,2 pct. i forhold til lukkekursen dagen før.

Ikke nok med det solgte bestyrelsesformanden Jens Bager også stort ud af sin beholdning af Ambu-aktier i slutningen af august. 250.000 aktier til en værdi på over 61 mio. kr. blev læsset af på markedet. Den slags salg bliver sommetider brugt af investorer som en slags strømpil for den fremtidige udvikling.

Derudover har flere analytikere sået tvivl om, hvorvidt Ambu kan holde planen for lanceringen af et nyt koloskop, der skal bruges til mave- og tarmundersøgelser. Og til trods for en opjustering af forventningerne efter regnskabsaflægningen i august, indfriede medicoselskabet ikke investorernes høje forventninger til selskabet.

Kursfaldet skal ses i sammenhæng med, at Ambu-aktiens kurs over de seneste fem år er vokset med svimlende 1310 pct. Der er enorme forventninger til selskabets fremtidige salg. Den såkaldte P/E-værdi, som giver et fingerpeg om prissætningen, ligger på 119. I Danmark ligger den gennemsnitlige P/E-værdi for de største selskaber på et par og tyve ifølge StarCapital.

Læs også
Top job