Erhverv
0

Uheldig feriecocktail kostede for danske feriehusejere

Tyskernes skoleferie faldt sammen med den danske. Det er en væsentlig årsag til færre overnatninger i ferieboliger i højsommeren.

Færre tyskere holdt ferie i danske sommerhuse i august.
Foto: Henning Bagger.

Sommeren i Danmark var den varmeste nogensinde, og antallet af solskinstimer satte rekord. Alligevel faldt antallet af overnatninger i danske feriehuse i højsæsonen fra juni til og med august.

I alt var der 9,1 mio. overnatninger i sommerhuse og ferieboliger de tre måneder, og det er et fald på 5,7 pct. i forhold til samme periode året før.

Ifølge Danmarks Statistik er der en god forklaring på de færre overnatninger. I år faldt pinsen i maj, mens den i 2017 var placeret i juni. Det er traditionelt en periode med mange gæster i ferieboligerne.

Samtidig faldt skoleferien i Nordtyskland i år to uger tidligere end sidste år. Dermed flyttede efterspørgslen fra tyske turister fra august til juli. Danskerne har ferie i samme tidsrum, så de tyske gæster skulle konkurrere med danskerne om at finde ledige sommerhuse.

»Den tyske feriekalender har drillet. I de tyske forbundslande, der er mest vigtige for Danmark, sluttede skoleferien i slutningen af juli og begyndelsen af august. Mens der manglede huse til udlejning i juli, blev tyskerne hjemme i august,« siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv.

Trods den skuffende sommer er der alligevel udsigt til rekord for overnatningerne i feriehuse. Året begyndte nemlig godt, og derfor er antallet af overnatninger i årets første otte måneder steget med 0,6 pct. Det er især antallet af danske gæster, som er steget.

Samtidig er bookingerne for resten af året på niveau med 2017, så det tyder på, at rekorden for 2017 bliver overgået.

BRANCHENYT
Læs også