Serier
0

Forbes-liste over førende kvinder i Europa uden danskere - bortset fra Vestager, der er forklædt som belgier

Magasinet Forbes har netop afsløret en liste over Europas 50 førende kvinder inden for tech.

I McKinsey-land

Der er repræsentanter fra alle landene omkring os: Tyskland, Norge, Sverige, Storbritannien, Finland, Polen.

Men på magasinet Forbes nye liste over Europas 50 førende kvinder inden for tech, kan man ikke finde en eneste dansker iblandt. Bortset altså lige fra konkurrencekommissær Margrethe Vestager, der ved en fejl er blevet listet som belgisk statsborger.

Kvinderne, der har fundet vej til listen, kommer fra en lang række sektorer – fra fintech til robotteknologi, kunstig intelligens og programmering.

De tæller blandt andre norske Christine Spiten, der i en alder af 28 har skabt virksomheden Blueye Robotics og en undervandsdrone, der kan undersøge verdenshavene helt ned til 150 meters dybde.

Og britiske Sue Black, 56, der har stiftet #techmums, som er en onlineuddannelse.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at forretninger bliver mere effektive, når de er understøttet af diversitet. Kvinderne på listen, sætter alle et aftryk på deres sektorer, og på techindustrien i det hele taget, de er stærke gennem deres opfindsomhed, målrettethed og passion,« forklarer Parmy Olson, der skriver om teknologi for Forbes.

I en ny rapport har konsulenthuset McKinsey netop sat fokus på de manglende kvinder inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik, de såkaldte STEM-fag, herhjemme.

At få danske kvinder vælger at gå den vej, betyder ifølge konsulentgiganten, at der konkret vil mangle omkring 19.000 specialister inden for STEM-fagene i 2030.

»Vi er nødt til at adressere de underliggende stereotyper, som gør, at de områder virker uegnet for unge, danske kvinder,« mener Kim Baroudy, der er managing partner i McKinsey.

Gør vi ikke noget for at tiltrække kvinder mod de naturvidenskabelige fag, vil vi med den nuværende udvikling opnå en 40/60 balance mellem mænd og kvinder inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik i 2050.

Blandt kvinderne, der har uddannet inden for stem-fagene, er der samtidig også langt færre, der bliver ledere. Kun 1 af 50 kvinder i stem-job avancerer til ledelsesjob. For mænd er tallet 1 af 10.

Med listen vil Forbes »kaste lys på 50 fantastiske kvinder fra hele Europa, som bryder igennem glasloftet i deres sektor og i techindustrien generelt«.

Du kan se hele Forbes liste her.

BRANCHENYT
Læs også