Erhverv
0

IBM straffet for svag omsætning

Den amerikanske it-kæmpe IBM får tirsdag aften en hård medfart på eftermarkedet, hvor aktien falder med 4,5 pct.

IBM

Kursfaldet skyldes et regnskab for tredje kvartal, hvor selskabets omsætning ikke ramte forventningerne i markedet, og det stiller ifølge Bloomberg News spørgsmålstegn ved IBM's vækststrategi.

IBM kom gennem kvartalet med et driftsoverskud per aktie på 3,42 dollar, mens omsætningen faldt med 2,1 pct. til 18,76 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en driftsindtjening per aktie på 3,40 dollar og en omsætning på 19,08 mia. dollar.

Dermed sluttede tre kvartaler med vækst for IBM, der før det havde set sin omsætning falde seks år i træk. Stigningerne de foregående kvartaler var dog trukket af en ny salgscyklus på såkaldte mainframe-servere, som nu er ved at tørre ud, og derfor er der behov for, at andre områder tager over.

- De har brug for, at deres nye nøgleinitiativer, så som cloud og Watson AI-udvikling, fortsætter med at vokse kraftigt. De vokser, men de bevæger ikke den større nål, og det er udfordringen, siger Ivan Feinseth, analytiker hos Tigress Financial Partners LLC, til Bloomberg.

Fremgangen i indtægterne i IBM's cloud-forretning var på 10 pct. til 4,5 mia. dollar, men markant mindre end væksten i andet kvartal, hvor den var på 20 pct.

BRANCHENYT
Læs også