Erhverv
BREAKING

Norwegian nærmer sig kinesisk milliardindsprøjtning

Det norske flyselskab Norwegian, der kæmper med høj gæld, er tæt på aftale, der vil give milliarder i kassen.

Foto: Hans Olav Nygård

Det økonomisk trængte flyselskab Norwegian nærmer sig en aftale med et kinesisk selskab, der vil sikre nordmændene et milliardbeløb.

Det skriver Bloomberg News, der har sin viden fra anonyme kilder.

De to selskaber vil danne et fælles selskab, der vil eje nogle af Norwegians fly.

Norwegian har det seneste år øget sin flåde med 12 nye fly, så det nu har 158 fly.

Ifølge Bloomberg News vil aftalen med kineserne omfatte 132 fly, hvoraf mange af dem endnu ikke blevet leveret.

Norwegian vil så kunne leje flyene, men slippe for at have gæld på dem og betale renter.

Aftalen vil samtidig betyde en betaling på 6,5 milliarder kroner til Norwegian, der er belastet af en høj gæld.

Norwegian bekræfter torsdag, hvor det desuden har offentliggjort regnskab, at det er i fremskredne forhandlinger med en unavngiven partner.

Selskabet har gennem de seneste år købt stort ind af fly for at kunne åbne nye ruter, og det er sket for lånte penge.

Norwegians gæld er på 23,7 milliarder kroner. Den er steget 65 procent det seneste år.

Flyselskabet fik i tredje kvartal et overskud på en milliard kroner, men selv om Norwegian tjente penge, er flyselskabet fortsat presset.

Det vurderer Jacob Pedersen, der følger flybranchen som aktieanalysechef i Sydbank.

- Norwegian er en kommerciel succes. De har attraktive ruter, og kunderne køber billetter, men selskabet kæmper med at tjene nok penge til at kunne betale for de mange fly, der er købt ind, sagde Jacob Pedersen torsdag morgen efter Norwegians regnskab.

- Norwegian har været gennem en periode med høj vækst, og det har selskabet ikke helt kunne håndtere. Det er blevet en mere kompleks forretning, og samtidig har Norwegian været hårdt ramt af en stigende oliepris, sagde han.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også