Erhverv

Lundbecks guldhåb flopper stort - aktien dykker over 25 pct.

Medicinalselskabet Lundbecks helt store lægemiddelhåb til behandling af skizofreni rammer forbi skiven i afgørende studie.

Foto: Lundbeck

Medicinalselskabet Lundbeck har fået en over nallerne, og aktionærerne sender det danske medicinalselskab til tælling med et kursfald på mere end 20 pct.

Selskabets helt store lægemiddelhåb Lu AF35700 til behandling af skizofreni har nemlig vist sig ikke at være bedre end den normale behandling. Dermed tyder meget på, at det danske medicinalselskab næppe kommer til at få det nye lægemiddel på markedet, og det er ikke gode nyheder på et tidspunkt, hvor pipelinen er relativt tom.

»Det er et tilbageslag for patienter med skizofreni, men vi fortsætter vores arbejde med udviklingen af innovative behandlingsformer for at dække behovet hos de patienter, der lider af psykiske og neurologiske sygdomme,« udtaler Anders Gersel Pedersen, koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling i Lundbeck, i en kommentar.

Meldingen kommer på et yderst uheldigt tidspunkt for Lundbeck, der kan se frem til bl.a. kopikonkurrence på det storsælgende epilepsimiddel Onfi, hvor konkurrenterne efter patentudløbet den 21. oktober allerede nu er begyndt at sværme om det danske medicinalselskabs storsællert som sultne gribbe.

Netop derfor har Lundbeck behov for nye lægemidler, men der er bare ikke ret mange muligheder.

Den tidligeret topchef Kåre Schultz drev med stor succes Lundbeck frem til at blive et yderst profitabelt medicinalselskab, men pipelinen fik ikke den store fokus.

Det betyder også, at den nye Lundbeck-chef, Deborah Dunsire, nu sandsynligvis står foran en endnu større opgave, end hun måske havde forventet, da hun takkede ja til jobbet efter et lille års intensiv jagt fra Lundbeck med formand Lars Rasmussen i spidsen.

Om det var den tomme pipeline, der fik potentielle kandidater til at løbe væk, ved kun få. Faktum er dog imidlertid, at en stribe kandidater sagde nej til jobbet. Ifølge Finans’ oplysninger blandet andet fordi alle de lavthængende frugter var plukket som følge af Kåre Schultz’ store hovedrengøring - og fordi det er svært at se, hvor den fremtidige vækst skal komme fra.

Her var en stor del af håbet lagt i netop den kurv, der hedder Lu AF35700, men det bliver næppe til noget. Det store spørgsmål er, hvad Lundbeck nu vil gøre.

Læs også
Top job