Tidligere Audi-direktør løslades fra fængslet
Den tidligere adm. direktør for Audi Rupert Stadler er blevet løsladt fra fængslet. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
En højere regional domstol i München har afgjort, at en anholdelsesordre fra juni sættes ud af kraft, og at Stadler derfor løslades.
Ifølge domstolen kan afgørelsen ”retfærdiggøres”, på betingelse af at Stadler holder sig på afstand af personer, som er omfattet af efterforskningen af sagen.
Han skal betale et kautionsbeløb, som ikke er offentliggjort.
Stadler blev anholdt i forbindelse med Audis snyd med diesel-udstødningssystemer. Anklagemyndigheden udtrykte den gang frygt for, at han ville forsøge at undgå en retsforfølgelse.
Stadlers hjem blev tidligere i år ransaget af politiet, og han trådte tilbage fra sin direktørpost efter anholdelsen.
Den tyske bilproducent er blevet idømt en bøde på 800 millioner euro (knap seks milliarder kroner) i Tyskland for at have snydt med dieseludstødning.
Bøden, der er relateret til seks- og otte cylinders dieselmotorer, vil have en direkte indvirkning på Volkswagen AG’s finansielle indtjening i år.
Snydesoftwaren har ifølge tyske myndigheder bevirket, at biler under test udledte en mindre mængde NOx-gasser, end de gør under almindelig kørsel.
Stadler fik i august afvist en appelsag, efter at han blev anholdt i juni for at have forsøgt at manipulere bevismateriale omkring snyd med målinger af dieseludstødning.
Den fængslede direktør blev erklæret mistænkt for svindel og for indirekte udstedelse af falske attester.
Den tyske anklagemyndighed mener, at Audi har solgt mindst 210.000 dieselbiler udstyret med snydesoftware i USA og Europa fra 2009 og frem.
Bilproducenten er blevet efterforsket i et års tid.
Volkswagen meddelte for en måned siden, at der var indgået en aftale med Stadler om hans farvel til bilfabrikkerne.
Volkswagen-koncernen ejer 12 bilmærker, herunder Audi, VW, Skoda, Seat og Porsche.
/ritzau/dpa