0

Bagmandspolitiet blev advaret om svindelmistænkte Britta Nielsen - men ingen stoppede hende

Selv om bagmandspolitiet blev advaret om Britta Nielsen i 2012, kunne hun fortsætte med at hæve millioner af kroner til sig selv.

Britta Nielsen ved en hesteauktion, hvor hun købte et føl til 175.000 kroner.  Foto: Ridehesten.com

I seks år har bagmandspolitiet været advaret om, at den svindelmistænkte medarbejder i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, kunne være involveret i kriminelle aktiviteter.

Finans erfarer, at Britta Nielsens bank, Danske Bank, i 2012 indberettede hende til bagmandspolitiets hvidvasksekretariat. Det er banken forpligtet til efter hvidvaskloven, når der opstår mistanker om kriminalitet eller terrorfinansiering f.eks. på grund af atypiske kontobevægelser.

Alligevel kunne Britta Nielsen ifølge sagens oplysninger fortsætte med at hæve millioner til sig selv fra Socialstyrelsen, indtil sagen blev opdaget i oktober i år. Da havde hun ifølge Socialstyrelsen svindlet sig til 111 mio. kr.

Chefen for Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), som er bagmandspolitiets formelle navn, Morten Jakobsen, valgte sent onsdag at bekræfte Finans’ oplysninger. Han oplyser, at indberetningen blev fejlbehandlet.

»I forbindelse med efterforskningen af den aktuelle svindelsag kan jeg helt nøgternt konstatere, at det daværende SØK (det tidligere navn for SØIK, red.) blev advaret om nogle mistænkelige kontooverførsler tilbage i oktober 2012. Oplysningerne blev ikke efterforsket hos SØK, men alene oversendt til Skat som en sag om mulig skatteunddragelse. Efter min vurdering var det en fejl,« siger statsadvokat Morten Jakobsen.

Efter indberetningen i oktober 2012, hævede Britta Nielsen yderligere 28 mio. kr.


Finanssektoren har flere gange luftet bekymring for, om bagmandspolitiet er i stand til at håndtere de tusinder af indberetninger, som sektoren laver hvert år.

Seniorrådgiver og bankekspert Lars Krull mener, at sagen viser, at indberetningssystemet på hvidvask-området fungerer.

»Så er det jo pinligt, at SØIK ikke har gjort noget ved indberetningen,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også