Moody's sænker General Electrics kreditvurdering
For General Electric (GE), som en gang var verdens mest værdifulde selskab, fortsætter med at opleve en negativ nyhedsstrøm.
Onsdag er det selskabets langsigtede kreditvurdering, som af Moody's i New York bliver sat ned til "Baa1" fra tidligere "A2" med "stabile udsigter".
Den sænkede kreditvurdering skyldes udfordringer i General Electrics Power-forretning, som tynger pengestrømmene og formentlig vil gøre det i en rum tid fremad.
- Den svagere end ventede udvikling i Power kan ikke kun henføres til et anseeligt fald i markedets efterspørgsel og medfølgende tiltagende konkurrence, men også GE's fejlvurderinger af finansielle udsigter og driftsmæssige fejltagelser, hedder det i meldingen fra Moody's.
General Electrics aktie falder onsdag med 1,4 pct. til 10,04 dollar, men tirsdag var der tale om et markant fald på 8,8 pct. I en periode var aktiekursen under 10 dollar - i 9,80 dollar - for første gang i selskabets historie. General Electric er faldet med 42 pct. i 2018.
Tirsdagens kursfald skyldtes et skuffende regnskab fra General Electric for tredje kvartal. Både bund- og toplinje var under det ventede, og koncernen nedskrev samtidig værdien af goodwill i GE Power med i alt 22 mia. dollar. På den baggrund stort set annullerede selskabet sine udbyttebetalinger, da de blev sat ned til 1 cent per aktie fra førhen 12 cent.
GE Power bliver samtidig delt op i to, hvor gasforretningen isoleres i den ene, og de andre forretninger i divisionen, der omfatter dampaktiviteter, netværksløsninger, atomkraft og energiomdannelse, placeres i den anden.
General Electric oplevede tidligere i år også, fra den 26. juni, at selskabets aktie for første gang i 110 år ikke længere var med i Dow Jones-indekset. Det skete, fordi aktiens værdi var faldet i forhold til de øvrige medlemmers.
Dow Jones Industrial Average (DJIA) blev oprindeligt lanceret i 1896, hvor General Electric var et af medlemmerne. General Electric røg ind og ud to gange, inden koncernen senest blev optaget i indekset i november 1907.
- General Electric var et originalt medlem af DJIA i 1896 og et kontinuerligt medlem siden 1907. Siden da har den amerikanske økonomi ændret sig. Forbruger-, finans-, sundhed- og teknologiselskaber er i dag mere prominente, og den relative vigtighed af industriselskaber er mindre, udtalte David Blitzer, administrerende direktør i S&P Dow Jones Indices, dengang i en meddelelse.
/ritzau/FINANS