Erhverv
BREAKING

Danfoss fortsætter væksten: Sælger mere og tjener mere

Omsætningen hos Danfoss voksede med 5 pct. i årets første ni måneder. Selskabet fastholder dog forventningerne til 2018.

Adm. direktør i Danfoss, Kim Fausing. Arkivfoto: Glenn Simonsen, Danfoss.

Der er godt gang i omsætningsvæksten hos Danfoss.

I årets første ni måneder voksede omsætningen til 4,57 mia. euro, hvilket er en stigning på 5 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Det viser regnskabet for tredje kvartal, som industrikoncernen har fremlagt torsdag.

»Det stigende fokus på at løse klimaforandringer gør vores energieffektive teknologier mere relevante end nogensinde før. Samtidig efterspørger vores kunder i stigende grad mere intelligente systemer til for eksempel bygninger og supermarkeder, der ved hjælp af vores avancerede digitale løsninger bruger mindre energi og formindsker risikoen for tab af fødevarer,« siger Kim Fausing, koncernchef direktør i Danfoss.

Resultatet af den primære drift steg med 11 pct. til 549 mio. euro i forhold til de tre første kvartaler sidste år, mens nettoresultatet steg med 15 pct. til 374 mio. euro.

Ifølge regnskabet er fremgangen især præget af høj vækst på de store markeder i Nordamerika, Europa og Kina. Alligevel vil Danfoss ikke hæve forventningerne til årets resultat.

Årsagen er den geopolitiske uro, der udspiller sig på verdensscenen i øjeblikket med bl.a. handelskrigen mellem USA og Kina som en afgørende faktor.

»Alt i alt har vi leveret god vækst i de første ni måneder af 2018, og vi fastholder vores forventninger til året. Men med de skyer, som vi ser i horisonten er sigtbarheden blevet dårligere. Det skyldes primært den tiltagende handelskonflikt mellem USA og Kina og øget usikkerhed flere steder i verden,« siger Kim Fausing og tilføjer:

»Men samtidig er de globale megatrends så stærke og relevansen af vores løsninger så stor, at vi fastholder vores langsigtede fokus på at styrke Danfoss, og vi vil fortsat investere i vækstinitiativer og ny teknologi for at skabe det bedst mulige grundlag for vækst fremover.«

Mio. euro1-3 kvartal 20181-3 kvartal 2017
Omsætning4.5694.367
Resultatet af primær drift (EBIT)549493
Nettoresultatet374326
10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også