Erhverv

Trumps hade-avis har kronede dage - i 193 lande

New York Times hæver overskuddet og har nu over tre millioner digitale abonnenter i hele verden. Men mange vil bare nøjes med krydsord og opskrifter.

New York Times er en af USA's mest kendte aviser. Ikke mindst fordi Donald Trump hader den. Arkivfoto: Mark Lennihan/AP

Donald Trump sætter altid ordet ’fejlslagne’ (’failing’) foran, når han nævner New York Times. Men seneste regnskab fra den ikoniske avis afslører, at der ikke er meget fiasko over økonomien på trods af generelt svære tider i mediebranchen.

Der kom over 200.000 nye, digitale abonnenter til i årets tredje kvartal, og den vækst er kun overgået af det kvartal, hvor Trump blev præsident, og interessen for New York Times’ dækning var ekstraordinær høj.

Nye digitale produkter har i øvrigt være med til at sikre væksten, for mere end hver fjerde, nye digitale kunde betaler ikke for at læse nyheder, men for at få krydsord eller opskrifter, skriver New York Times.

Dermed er der nu over tre millioner rene digitale abonnenter og tilsammen over fire millioner betalende kunder. Det gav en omsætning på 2,7 mia. kr. i tredje kvartal, en stigning på otte procent, og et driftsoverskud på 271 mio. kr., en forbedring på næsten en tredjedel.

Ligesom andre traditionelle nyhedsmedier har New York Times kæmpet med faldende salg af papiravisen og faldende annonceindtægter fra avisen. Men en vellykket omstilling til digitale abonnementer bærer nu altså frugt. Udover kunder i hele USA kan avisen også prale af at have digitale abonnenter i samtlige af verdens 193 lande, der er anerkendt af FN. Herunder Antarktisk og den ganske lille østat Tuvalu.

Opskriften på flere kunder i butikken har blandt andet været at skrue op for markedsføringen og køre med aggressive tilbud til nye kunder, ned til én dollar om ugen. Men selvom omkostningerne er steget, har satsningen altså samlet givet overskud.

Kursen steg med otte procent efter regnskabet kom ud, og samlet er New York Times-aktien steget med 54 pct. siden nytår, skriver Reuters.

Læs også