Erhverv

Sag om topadvokaters rolle i udbyttesag vokser (berigtiget)

Bech-Bruun var også rådgiver for to canadiske pensionskasser, som af Skattestyrelsen undersøges for svindel.

Foto: Torben Stroyer Foto: Torben Stroyer

(Berigtigelse 4. december 2018: Af dette telegram artikel fremgår fejlagtigt, at de to nævnte canadiske pensionskasser var blandt dem, Skattestyrelsen mener, har svindlet sig til at skaffe tilbagebetaling af udbytteskat fra Danmark. Finans har ikke belæg for at videreformidle denne formulering. Den rette formulering er, at de to pensionskasser var blandt dem, som Skattestyrelsen mener uberettiget har skaffet sig tilbagebetaling af udbytteskat i Danmark. Endvidere fremgår det fejlagtigt, at Bech-Bruun har spillet en dobbeltrolle. Dette havde dog per definition krævet, at firmaets rådgivning af en tysk bank via dennes advokatfirma fandt sted på samme tid som arbejdet med undersøgelsen af udbytteskandalen, hvilket ikke er tilfældet. Finans beklager fejlene).

Sagen om et af Danmarks største advokatfirmaers involvering i milliardskandalen om udbytteskat vokser.

Det skriver Politiken.

Bech-Bruun rådgav den tyske bank, som var centrum for at trække næsten 4 milliarder kroner ud af den danske statskasse, ikke bare én, men to gange.

Og ikke kun én, men to partnere hos det store advokatfirma var involveret i rådgivningen.

Derudover var Bech-Bruun indtil for ganske nylig rådgiver for to canadiske pensionskasser, som er blandt dem, Skattestyrelsen mener har svindlet sig til at skaffe sig tilbagebetaling af udbytteskat fra Danmark.

Det fremgår af det svar, som Bech-Bruuns næstformand, Steen Jensen, fredag eftermiddag sendte til skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Brevet indeholder en beklagelse af forløbet, som har ført til afskedigelser på højt niveau hos det store advokatfirma.

Firmaet har været i en dobbeltrolle, da de i 2017 også vandt opgaven med for staten at granske svindlen med udbytteskat. En opgave til 3,5 millioner kroner.

Sagen begyndte med et brev fra Karsten Lauritzen til Bech-Bruun mandag i denne uge.

Skattestyrelsens efterforskning af udbyttesagen havde afsløret, at Bech-Bruun i august 2014 havde ydet rådgivning til tyske North Channel Bank.

To af bankens bagmænd er sigtet af bagmandspolitiet for groft bedrageri, og banken var centrum for at suge næsten 4 milliarder kroner ud af den danske statskasse via amerikanske pensionsfonde ved hjælp af - ifølge danske myndigheder - falske dokumenter.

Rådgivningen blev ydet af en daværende partner hos Bech-Bruun og beskæftigede sig med, hvordan bestemte aktietransaktioner kunne bruges i det danske skattesystem.

Bech-Bruun-partneren var opmærksom på, at transaktionerne kunne betragtes som både skattesvig og bedrageri i Danmark.

Han rådgav om bankens risiko for at blive draget til ansvar.

- Vi tager afstand fra rådgivningen, ikke fordi teknikken er forkert, men fordi det var rådgivning, som vi ikke burde have givet på det tidspunkt på det felt, siger Steen Jensen, næstformand for Bech-Bruuns bestyrelse, til Politiken.

Rådgivningen blev i den grad misbrugt. Kredsen omkring North Channel Bank stod for næsten en tredjedel af de 12,7 milliarder kroner, som danske skatteydere mistede i udbyttesagen fra 2012 til 2015.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) ”kvitterer for” Bech-Bruuns beklagelser og de personalemæssige konsekvenser.

- Jeg vil nu nærlæse redegørelsen, inden jeg drager de endelige konklusioner. Men jeg kan allerede nu sige, at med det, jeg ved nu, og det, der er sket, har jeg svært ved at se for mig, at Bech-Bruun havde fået opgaven med advokatundersøgelsen, siger han til Politiken.

Læs også
Top job