Erhverv

Netcompanys omsætning stiger kraftigt i tredje kvartal - opjusterer forventningerne til resten af året

It-selskabet Netcompany kommer ud af tredje kvartal med en omsætningsvækst på over 45 pct.

Knappen blev trykket i bund af adm. direktør og medstifter af Netcompany André Rogaczewski og daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), da Netcompany blev børsnoteret i juni 2018. Arkivfoto Ritzau Scanpix/Philip Davali.

It-selskabet Netcompany kommer ud af månederne juli, august og september med en omsætning på 490,3 mio. kr. - en stigning i forhold til samme kvartal sidste år, hvor omsætningen lå på 337,5 mio. kr.

Det svarer til en omsætningsvækst på 45,3 pct., hvoraf 20,4 pct. var organisk vækst. Bundlinjen endte med et overskud på 78,3 mio. kr. mod 43 mio. kr. i tredje kvartal sidste år.

Det viser regnskabet for tredje kvartal, som Netcompany, der gik på børsen tilbage i juni, har sendt på gaden tirsdag morgen.

Driftresultatet steg til 136,4 mio. kr. mod 117 mio. kr. sidste år.

Samtidig opjusterer Netcompany forventningerne til året som helhed. Tidligere forventede selskabet en vækst i omsætningen på mellem 37-42 pct. - nu ligger forventningerne på mellem 42-44 pct.

»I tredje kvartal bød vi 308 nye medarbejdere velkommen i hele koncernen, og vi fortsatte med at vinde markedsandele,« udtaler André Rogaczewski, topchef i Netcompany, i forbindelse med regnskabet.

For årets første ni måneder lander omsætningen på 1,5 mia. kr., hvilket er en stigning på 55 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Til gengæld kniber det mere med at skabe samme vækstrater på bundlinjen. I samme periode kan selskabet registrere et overskud på 112,8 mio. kr., hvilket er en stigning på 11,7 pct. i forhold til årets første ni måneder i 2017.

Mio. kr. Tredje kvartal 2018 Tredje kvartal 2017 Januar til september 2018
Omsætning 490,3 337,5 1509,9
Driftsresultat før afskrivninger 136,4 117 383,4
Resultat 78,3 43 112,8
Læs også
Top job