Erhverv
BREAKING

FLS-kvartal: Bedre ordreindgang end ventet

Den store cement- og mineudstyrskoncern FLSmidth fastholder forventningerne til året efter 3. kvartal.

FLSmidths store minekunder er altid udsat for udsving i priserne på metaller. På billedet ses en kuglemølle fra en kobbermine i Chile. Foto: FLS Foto: FLSmidth

FLSmidth har haft et forrygende kvartal målt på nye ordrer. I alt hentede koncernen nye ordrer for 7,2 mia. kr., og det er den stærkeste ordreindgang i et enkelt kvartal i seks år.

Men da ordrer først bogføres mens eller når de er leveret, så påvirker det ikke regnskabet her og nu. Derfor fastholder FLSmidth også sine forventninger til hele året som tidligere udmeldt.

»Det gør mig stolt, hver gang en kunde vælger os. En stærk ordreindgang baner vejen til fremgang i både omsætning og indtjening i de kommende år,« siger koncernchef Thomas Schulz fra FLSmidth.

Selv om FLSmidth er glad for sit tredje kvartal, så lander tallene på den dårlige side af gennemsnittet af analytikernes forventninger.

Omsætningen blev på 4,3 mia. kr. og her var forventningerne 4,6 mia. kr. Den samme tendens går igen, når man ser på tallene længere nede i regnskabet.

Analytikerne havde ventet et driftsresultat på 405 mio. kr. - det landede på 350 mio. kr. Og overskuddet efter skat blev på 162 mio. kr. mod en forventning om 188 mio. kr.

Til gengæld lykkedes det for FLSmidth, at øge sin indtjeningsmarginal (ebit) fra 5,7 pct. til 5,9 pct. kvartal mod kvartal.

Det var især ordreindgangen til cementdelen af FLSmidth, der havde et forrygende kvartal. Målt i kroner steg ordreindgangen med 161 pct. i forhold til samme kvartal året før.

I FLSmidths andet ben, Mining, oplevede koncernen en stigning i ordreindgangen på 17 pct. i forhold til kvartalet året før.

Antallet af nye ordrer syner langt mindre end i cementforretningen, men de er hentet på et tidspunkt, hvor der er stor usikkerhed i markedet på grund af faldende priser på metaller og den evigt truende/igangværende handelskrig mellem Kina og USA.

Forventningerne til hele året fastholdes med et mål om en omsætning i niveauet 18-20 mia. kr. og en driftsmarginal (ebita) på mellem 8 og 10 pct. I tredje kvartal var marginen på 8,1 pct.

Det burde ikke være noget problem for FLSmidth, at nå sine omsætningsmål, og det må forventes, at den endelige omsætning bliver i den høje ende af intervallet.

I årets første ni måneder blev omsætningen på 17,2 mia. kr., og koncernen skriver i sit regnskab, at den forventer " en betydelig" stigning i fjerde kvartal, drevet af både Cement og Mining.

BRANCHENYT
Læs også