0

Bech-Bruun i brev til kunderne: Det er en ubehagelig mediestorm (berigtiget)

I et brev til kunderne afviser advokatfirmaet Bech-Bruun lodret at have medvirket til skattesvindel og at være inhabil. Det er en ubehagelig mediestorm, lyder firmaets version.

Advokatfirmaet Bech-Bruun er fanget i en ubehagelig mediestorm, er firmaets fortælling til kunderne om sagen om rådgivning om udbytteskat og mulig interessekonflikt. Foto: Liselotte Sabroe

(Berigtigelse 4. december 2018: Af denne artikel fremgår, at Bech-Bruuns rådgivning ifølge DR Nyheder og Politikens oplysninger har blåstemplet fiktive værdipapirhandler i den tyske bank North Channel Bank, som er central i svindelsagen mod Danmark. DR Nyheder har siden trukket denne oplysning tilbage, og Finans har ikke belæg for at videregive den. Finans beklager fejlen.)

Skatteministeren har udbedt sig en forklaring, Advokatrådet skal se på sagen. Og tre advokater er blevet fyret i forbindelse med deres rolle i Bech-Bruuns rådgivning om udbytteskat.

Men Bech-Bruun har ikke gjort noget juridisk galt. Det er essensen af et brev, som advokatfirmaet sendte til sine kunder i løbet af weekenden.

»Kære ... Som I nok har erfaret, er Bech-Bruun udsat for en ubehagelig mediestorm i forbindelse med vores advokatundersøgelse for Skatteministeret. Desværre blandes det hele sammen i een pærevælling,« skriver den partner, der nu har kontakten til den pågældende klient.

Milliarder forsvandt
  • I 2015 opdagede det daværende Skat, at et internationalt netværk tilsyneladende havde fået udbetalt milliarder i refusion af udbytteskat, som det ikke var berettiget til.
  • Bagmandspolitiet efterforsker sagen i samarbejde med myndigheder i flere andre lande, og undervejs er det lykkedes at få indefrosset store beløb.
  • Myndighederne i Danmark mener, at den påståede svindel har kostet statskassen et tab på mindst 12,7 mia. kr.
  • Sagens hovedmistænkte og helt centrale person er Sanjay Shah, der siden 2009 har levet i luksus i Dubai. Danmark har ingen udleveringsaftale med Dubai.

Det er kommet frem, at advokater fra Bech-Bruun tilbage i 2014 og 2015 afgav nogle udtalelser om de danske udbytteskatteregler. Rådgivningen har ifølge DR Nyheder og Politikens oplysninger blåstemplet fiktive værdipapirhandler i den tyske bank North Channel Bank, som er central i svindelsagen mod Danmark.

Udover spørgsmålet om indholdet af rådgivningen er Bech-Bruun blevet bedt om at forklare sig i en sag, der handler om interessekonflikt. Firmaet tog i 2017 opgaven med for Skatteministeriet at komme med en uvildig advokatundersøgelse af netop udbytteskattesagen.

Men fordi Bech-Bruun-advokater åbenbart har rådgivet om udbytteskat allerede tilbage i 2014-15, har skatteminister Karsten Lauritzen (V) bedt om en nærmere forklaring - som nu ligger på advokatfirmaets hjemmeside.

I brevet til kunderne er Bech-Bruun-partneren meget klar i spyttet.

»Lad mig derfor starte med at slå fast: Bech-Bruun har ikke medvirket til skattesvindel, og Bech-Bruun var ikke inhabil, da vi påtog os undersøgelsen for Skatteministeriet,« står der.

Alligevel har Bech-Bruun bedt to af sine skatteeksperter om at forlade virksomheden, og en tredje er blevet fyret fra advokatfirmaet Accura, fordi han frem til 2015 arbejdede for Bech-Bruun.

»Det er vores opfattelse, at udtalelserne (fra advokaterne om udbytteskat, red.) angiver den skatteretlige stilling korrekt. At vi alligevel tager afstand fra den konkrete rådgivning i 2014/15 skyldes, at de pågældende ikke i forhold til vores egen etiske standard var tilstrækkeligt opmærksomme på risikoen for misbrug,« skriver Bech-Bruun til sine klienter.

De har altså ikke levet op til firmaets etiske standard.

»Vi har, som det også fremgår af vores redegørelse til skatteministeren, draget visse personalemæssige konsekvenser, da vores retningslinjer og høje etiske standarder skal følges til punkt og prikke,« slutter Bech-Bruun sit brev.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra de fyrede advokater eller fra Bech-Bruun.

BRANCHENYT
Læs også