Erhverv
0

ISS fastholder forventningerne til året - omsætningen falder en smule

Servicekoncernen ISS kommer ud af tredje kvartal med et lille fald i omsætningen. Til gengæld stiger den organiske vækst.

Topchef i ISS, Jeff Gravenhorst. Foto: Stine Bidstrup

Servicegiganten ISS kan notere sig et mindre fald i omsætningen i årets første ni måneder. Til gengæld kan virksomheden notere sig en pæn stigning i den organiske vækst.

Det viser det regnskab for tredje kvartal, som ISS har sendt på gaden torsdag.

Omsætningen fra januar til september landede på 58,7 mia. kr., hvilket er et fald på næsten 1 pct. i forhold til samme periode sidste år. Omsætningen for tredje kvartal alene endte på 19,64 mia. kr. - et fald på 0,7 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.

Driftsresultatet (EBIT) landede i juli, august, september på 1,19 mia. kr. Driftsmarginalen ender på 6,1 pct.

Også på bundlinjen må ISS notere et mindre dyk. I tredje kvartal kan servicekoncernen rapportere et justeret overskud efter skat på 684 mio. kr. - et mindre fald i forhold til sidste år, hvor det landede på 763 mio. kr.

Til gengæld noterer ISS sig, at den organiske vækst i tredje kvartal endte på 3,4 pct. I samme periode sidste år lød den på 2,3 pct.

»Vi fortsætter med at levere solid organisk vækst, støttet af igangsætningen af kontrakter og udvidelser inden for vores strategiske segmenter,« udtaler Jeff Gravenhorst, administrerende direktør i ISS, i forbindelse med regnskabet.

»I tredje kvartal forlængede vi vores kontrakt med Nordea i fem år. Derudover vandt vi en kontrakt i Storbritannien med TSB Bank og udvidede med succes vores aftale med Postnord i hele Norden,« udtaler han.

Ifølge regnskabet fastholder ISS forventningerne til 2018 som helhed. Dermed sigter servicekoncernen efter en organisk vækst på mellem 1,5 og 3,5 pct. og en driftsmargin på omkring 5,6 pct.

Mio. kr.3. kvartal 20183. kvartal 20171-3 kvartal 20181-3 kvartal 2017
Omsætning19.64119.77758.71159.245
Driftsresultat1.1891.2492.9013.203
Justeret nettoresultat6847641.3871.820


BRANCHENYT
Læs også