Erhverv
0

Gammel dansk markisefabrik reddet fra konkurs

Men det bliver med færre ansatte, efter at det lykkedes direktøren og en medinvestor at købe Viking Markiser fri af konkursboet.

Viking Markiser har fabrik i Stenløse og er en af landets største producenter af markiser og solafskærmning. Foto: Google Street View

Den 73 år gamle markisefabrik Viking, der har leveret markiser og solafskærmning til flere end 45.000 danske hjem og tusindvis af virksomheder, er reddet fra konkurs.

Problemer med økonomien fik for tre uger siden selskabets ledelse til at indgive en konkursbegæring. Nu har direktør Carsten Philip Hansen sammen med en investor købt konkursboet – og dermed får Viking Markiser lov til at overleve.

»Det har været tre intense og krævende uger, hvor vi har måttet give alt, hvad vi har i os,« siger Carsten Philip Hansen.

Ud af virksomhedens 73 års eksistens har Carsten Philip Hansen været direktør i 15 år og er tredje generation på fabrikken i Stenløse. Sammen med investor Martin Mortensen fra PM Montage-Teknik A/S viderefører han nu firmaet.

Men konkursbegæringen har ikke været uden konsekvenser.

»Det har desværre betydet, at vi har måttet skære ned i medarbejderstaben, og situationen har tvunget os til at stille meget skarpt på et produktsortiment, der er lønsomt. Samtidig betyder det også, at vi nu står med en boostet og trimmet virksomhed, reetableret og genstartet med ny frisk ejerkreds,« siger Carsten Philip Hansen.

Viking Markiser havde over 20 ansatte inden konkursbegæringen. Det var nogle store tab på debitorer og et fejlslagent projektsalg til erhvervskunder, som førte til konkursbegæringen, oplyser direktøren.

I årene op til finanskrisen havde Viking Markiser flere år med overskud. Men i årene derefter blev firmaet ramt af flere store underskud. Således tabte Viking Markiser i perioden 2010-13 over 12 mio. kr.

Det seneste regnskab viste et overskud på kun 47.425 kr.

BRANCHENYT
Læs også