Volkswagen øger investering i elbiler
For at holde trit med konkurrenterne i skiftet mod el- og selvkørende biler smider bilmastodonten Volkswagen 44 mia. euro, hvad der svarer til 328 mia. kr., ind i udviklingen heraf de næste fem år.
Den nye investeringsplan lægger op til at bruge knap 10 mia. euro mere på udviklingen, end hvad der blev lagt op til i sidste års plan, skriver Bloomberg News. Pengene skal også bruges på en øget digitalisering af biler.
Målet er, at Volkswagen skal have 50 fuldt elektroniske bil-modeller klar i kataloget i 2025. Allerede næste år planlægger bilproducenten at lancere elbiler under Porsche- og Audi-mærkerne for at konkurrere med Elon Musks Tesla ifølge nyhedsbureauet Direkt.
Volkswagen-aktien falder fredag ved 15-tiden med 2 pct. til en pris på 142,70 euro på børsen i Frankfurt.
/ritzau/FINANS