Erhverv

Føler du, at chefen hader dig? Måske har du ret

Det kan være svært at komme ud af en dårlig spiral med din chef, hvis I er kommet dårligt fra start.

Hvis du synes, at din chef hader dig, kan det godt være rigtigt. Men tag dig sammen og insister på en samtale om problemerne, så du kan bryde den onde cirkel. Foto: Modelfoto

Har du nogensinde haft følelsen af, at din chef ikke rigtig kan lide dig? Måske er der noget om det, men du kan også gøre noget ved det.

Når du har underholdt dine venner eller kolleger med dine dårlige oplevelser med din chef, vil de sandsynligvis have fortalt dig, at du nok bare er paranoid.

Men ifølge direktøren for IMD Business School i Schweiz, Dr. Jean-Francois Manzoni, er der tale om en helt almindelig frygt blandt mange ansatte. Og den har som regel også rod i virkeligheden, skriver CNBC.

Manzoni har studeret fænomenet i flere årtier. Og i undersøgelser af folk på chefniveau har cheferne erkendt, at de opfører sig anderledes over for de medarbejdere, der enten opfattes som de bedste eller de værste.

Undersøgelsen viser også, at chefer har stor sandsynlighed for at give langt bedre muligheder til de medarbejdere, som de føler er dygtige, og begrænse mulighederne for de ansatte, som de opfatter som svagere.

Det kaldes også »brændemærkningens onde cirkel.«

Eller sagt på en anden måde: Når først din chef har dannet sig en mening om dig, kan den være vanskelig at ændre på.

Især fordi det ofte fører til begrænsninger i dine udfoldelser og dermed yderligere svækker din indsats. Altså en ond nedadgående spiral.

Det samme gælder i øvrigt for ansatte, hvis de først har opbygget en negativ holdning til chefen. Det vil ofte føre til, at medarbejderen trækker sig, og dermed giver det et mere koldt forhold mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren.

Men det er muligt at bryde den onde spiral, mener Manzoni.

»Du skal sætte dig ned sammen med din chef og fortælle vedkommende, at du ikke mener, jeres samarbejde er så godt, som det kunne blive. Jeg ved godt, at det er svært, men det er et helt nødvendigt første skridt,« siger Jean-Francois Manzoni.

Derefter skal man gøre det klart for chefen, at det dårlige forhold ikke er noget, man har ønsket, og at man gerne vil finde en løsning på problemet.

Endelig skal man indrømme, at man måske ikke har lyttet nok til den kritik, chefen har fremført tidligere. Det er et vigtigt punkt, fordi der ikke er noget, chefer hader mere end at skulle gentage de samme ting igen og igen, lyder det fra IMD-chefen.

»På dette tidspunkt i samtalen skal chefen helst begynde at nikke anerkendende og føle, at han eller hun endelig bliver forstået. Her kan den ansatte begynde at foreslå ændringer og vinde noget af sin tabte ”frihed” tilbage,« siger Jean-Francois Manzoni.

Nu skulle det også gerne stå klart for chefen, at han eller hun sidder over for en ansat, der gerne vil opfylde et fælles mål.

»Problemerne er næsten aldrig kun at finde på den en side af bordet. Og begge parter har en rolle at spille,« siger Jean-Francois Manzoni til CNBC.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også