Elon Musk: Tesla var få uger fra konkurs
Voldsomme vanskeligheder med produktionen af Teslas billigste model, Model 3, var tæt på at koste selskabet livet.
Elbilproducenten Tesla var tidligere på året faretruende tæt på at gå rabundus. Det fortæller topchef Elon Musk i et interview med HBO-programmet Axios, skriver CNBC.
I løbet af foråret og sommeren fossede pengene ud af Tesla, alt imens selskabet kæmpede sig igennem store produktionsproblemer med sin Model 3. Situationen var så alvorlig, at Tesla var »et encifret« antal uger fra at gå ned, siger Elon Musk.
»Tesla var vitterligt alvorligt truet på sin overlevelse,« siger Elon Musk i interviewet på HBO.
»Selskabet tabte penge i et vanvittigt tempo, og hvis vi ikke løste problemerne på meget kort tid, ville vi dø. Og det var ekstremt svært at løse problemerne,« fortsætter Tesla-topchefen.
Til sidst lykkedes det Tesla at få banket produktionen af Model 3 op på det ønskede niveau. Og da Tesla fremlagde sit regnskab for årets tredje kvartal, viste det for første gang et overskud.
Her lød det også fra Elon Musk, at Tesla vil begynde at tage imod ordrer på Model 3 til levering i Europa inden udgangen af i år.
I alt rullede der i årets tredje kvartal 83.500 biler af samlebåndet hos Tesla - en voldsom stigning i forhold til året før.