- Opdateret 27/11/2018 kl. 17:53
Danfoss fyrer 300 på verdensplan - heraf 70 i Danmark
På grund af »tiltagende global usikkerhed« fyrer Danfoss 300 medarbejdere på verdensplan. 70 af afskedigelserne rammer medarbejdere i Danmark.
Industrikoncernen Danfoss fyrer 300 medarbejdere på verdensplan - heraf 70 i Danmark.
Det skriver Jyske Vestkysten.
»På grund af den tiltagende globale usikkerhed, har vi desværre set os nødsaget til at sige farvel til medarbejdere i Danmark og en række andre lande,« siger Mikkel Thrane, pressechef i Danfoss, ifølge avisen.
Danfoss har i dag ca. 5.600 medarbejdere ansat i Danmark – heraf langt de fleste i hovedsædet i Nordborg på Als. Fyringerne i Danmark har primært ramt medarbejdere i Nordborg og Danfoss-anlæg i Vejle, Kolding, Hasselager og Silkeborg.
»De seneste måneder har vi set større usikkerhed på flere markeder, og det begynder at forplante sig som udskydelse af projekter og en afdæmpning i efterspørgslen. Derfor tilpasser vi vores kapacitet i de områder af forretningen, hvor det er nødvendigt, så vi matcher det forventede aktivitetsniveau,« siger Mikkel Thrane.
Ifølge Danfoss har virksomheden ellers ansat betydeligt flere hænder i løbet af året. Efter dagens fyringsrunde har virksomheden over 1.000 flere ansatte på globalt plan, end den havde på samme tid sidste år og 150 flere i Danmark.