Nordea gennemfører salg af Nordea Ejendomme
Alle betingelserne for salget af Nordea Ejendomme er nu opfyldt, hvorfor salget torsdag er blevet gennemført. Det oplyser Nordea i en fondsbørsmeddelelse torsdag eftermiddag.
Salget, der blev offentliggjort 28. august, forventes at give en kapitalgevinst på cirka 35 mio. euro, der vil indgå i regnskabet for fjerde kvartal under posten "Andre driftsindtægter".
Det betyder samtidig, at omkostningerne reduceres med cirka 8 mio. euro om året, og at indtægterne falder med cirka 16 mio. euro årligt.
Torsdag ved 14.30-tiden ligger Nordea-aktien med et fald på 0,2 pct. til en pris på 58,82 kr.
/ritzau/FINANS