- Opdateret 12/12/2018 kl. 10:21
Dansk gods kunne ikke sælges til prisen - børnene skal overtage
Ingen ville betale udbudsprisen på 126 mio. kr. Nu er der igangsat et generationsskifte på godset.
Det familieejede Nørholm Gods, som ægteparret Karl og Martha Bräuner Nielsen overtog i 1979, bliver alligevel ikke solgt.
Ingen har villet betale udbudsprisen på 126 mio. kr. Derfor er godset pillet af markedet, og i stedet har familien igangsat et glidende generationsskifte, hvor parrets fem børn skal overtage godset. Det skriver JydskeVestkysten.
»Når købere hørte, at der ikke er tale om et landbrug i krise, som de kunne få billigere, så bakkede de,« siger godsejer og adm. direktør i Nørholm Gods A/S, Karl Kristian Nielsen, til JydskeVestkysten.
Han er sammen med sin hustru fortsat hovedaktionær i Nørholm Gods A/S, mens parrets fem børn hver har en mindre ejerandel.
I 1980’erne var Nørholm Gods i Sig nær Varde Danmarks største landbrug, når det kommer til malkekvæg. I dag er der ingen malkekvæg på godset, men fortsat en del land- og skovbrug.
Nørholm Gods’ historie kan spores helt tilbage til 1397.
Planen er, at fem søskende skal overtage godset, og de er blevet enige om, at det er den 42-årige Helene Bräuner Bisgaard, der indsættes som godsforvalter i et familieejeet aktieselskab. Hun er uddannet skolelærer.
Nørholm Gods har i fem år kørt med overskud, og godset har en egenkapital på 71 mio. kr. Aktiviteterne på godset omfatter bl.a. udlejning af boliger, lagerhaller, jagt og fiskeri.
Med i det familieejede aktieselskab, som driver Nørholm Gods, er også Sig Hotel, der står ubenyttet hen, og som Karl Kristian Bräuner Nielsen forsøger at sælge, skriver JydskeVestkysten.
De senere år har adskillige danske godser skiftet ejere. Rigmanden Lars Kolind solgte i 2016 sit gods Løndal til milliardærfamilien Foss. Samme år købte brødrene Morten og Steffen Olsen-Kludt Raadegaard Gods, der var udbudt til 120 mio. kr.
I første version af denne artikel fremgik det, at Karl Kristian Nielsen er godsforvalter. Det er ikke korrekt - han er godsejer og adm. direktør i Nørholm Gods A/S. Samtidig fremgik det, at godsejernes fem børn havde overtaget godset. Men der er tale om et glidende generationsskifte, hvor ejerskabet skifter hænder over tid. Finans beklager fejlene.