Erhverv

Folketinget gør klar til at pensionere Skats gamle it-systemer

Udskiftning af it-systemer i skattevæsnet kommer til at tage 15 år og koste tocifret milliardbeløb.

Eksperterne nåede frem til, at 70 ud af 200 it-systemer i Skat er forældede, og at der var behov for en udskiftning. Foto: Stine Bidstrup Arkivfoto: Stine Bidstrup

En stor del af skattevæsnets it-systemer er pensionsmodne, og samtlige partier i Folketinget er blevet enige om at begynde en udskiftning.

Det vil tage mindst 15 år at udføre det omfattende arbejde, og den samlede pris løber op i et tocifret milliardbeløb. Det oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen kommer i forlængelse af en rapport fra en ekspertgruppe, som blev offentliggjort i august.

Eksperterne nåede frem til, at 70 ud af 200 it-systemer i Skat er forældede, og at der var behov for en udskiftning. Det er de anbefalinger, som Folketinget nu følger.

- Flere af vores it-systemer er mere end 50 år gamle. Derfor er det et første, men vigtigt skridt, at vi nu får taget hul på den kæmpemæssige udfordring, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) i en pressemeddelelse.

- Det er rettidig omhu at få rettet op på det teknologiske efterslæb, der er, så vi fortsat sikrer en stabil og sikker drift af skatteforvaltningens it-systemer, siger han.

De it-systemer, som skal udskiftes, står blandt andet for at håndtere forskuds- og årsopgørelsen. De står samlet for at opkræve omkring 800 milliarder kroner i skat om året.

Regeringen og Dansk Folkeparti har i finansloven for 2019 afsat omkring 612 millioner kroner til at tage hul på udskiftningen af it-systemerne. Pengene er fordelt over fire år frem til 2022.

Skats it-systemer er flere gange blevet voldsomt kritiseret. Blandt andet blev it-systemet EFI, der skulle automatisere inddrivelse af gæld, lukket i 2015, fordi det var fyldt med alvorlige fejl.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også