Handelskrig? Kinesiske selskaber vælter ind på USA-børs
Der bliver ikke sparet på krudtet mellem USA og Kina i handelskrigen. Men på Nasdaq er der en stor stigning i år i nye noteringer fra Kina.
Der går stort set ikke en dag uden nyt fra fronten i handelskrigen mellem USA og Kina.
Umiddelbart skulle man tro, at de mange kurrer på tråden mellem Beijing og Washington ville sætte en prop i kinesiske selskabers lyst eller tilladelse til at blive børsnoteret i USA.
Men sådan er det ikke gået. Tværtimod.
Indtil dato er der i år blevet noteret 37 kinesiske selskaber på de amerikanske børser. Det overstråler langt 2017, hvor der hele året blev noteret 20 kinesiske selskaber, skriver CNBC.
De 37 noteringer i USA i år rejste tilsammen 9,2 mia. dollars mod i alt 3,6 mia. dollars i 2017, viser data fra advokatselskabet Baker McKenzie.
Nasdaq-børsen, som har sikret sig adskillige store børsintroduktioner, fortæller da også, at selskabet målrettet forsøger at tiltrække asiatiske selskaber til børsen.
»Der er grupper af virksomheder, der gerne vil noteres andre steder udover deres lokale marked her i Asien. Og vi bearbejder dem målrettet for at overbevise dem om, at de hører hjemme på Nasdaq,« siger Bob McCooey, der er bestyrelsesformand for Nasdaq Asian Pacific.
Samlet set har Nasdaq haft flere end 180 børsnoteringer i år mod 136 i 2017.
Blandt de noterede selskaber i år fra Kina er streamingtjenesten iQiyi og e-handelsselskabet Pinduoduo.
På globalt plan steg den rejste kapital fra børsintroduktioner med fem pct. til 219,4 mia. dollars.
Til gengæld faldt det totale antal børsintroduktioner med 17 pct. i forhold til 2017, skriver CNBC.