Erhverv

EU-Retten har talt: Danmarks største anlægsprojekt må vinke farvel til statsgarantier

Torsdag er der faldet dom i en sag om statsstøtte til Femern-projektet. EU-Retten giver færgeselskaberne Scandlines og Stena Lines medhold i, at Femern har fået tildelt statsgarantier på et forkert grundlag.

Færgeselskaberne Scandlines, som sejler over Femern Bælt, har sammen med Stena Line klaget over statsgarantierne til den kommende Femerntunnel. Foto: Stine Bidstrup

Femern-projektet må vinke farvel til de statsgarantier, som den danske stat har spændt ud som et økonomisk sikkerhedsnet under tunnelprojektet til 53 mia. kr. I hvert fald i en periode.

Det står klart, efter EU-Retten torsdag har annulleret den statsstøtte-godkendelse, som EU-Kommissionen tidligere har givet. Afgørelsen betyder ifølge eksperter, at Femern-selskabet ikke længere må benytte statsgarantierne til at optage ultrabillige lån.

Det er færgeselskaberne Scandlines og Stena Lines, der har klaget over statsgarantierne til Femern-projektet, som de mener er givet på et forkert grundlag.

Det er EU-Retten enig i. Den kommer bl.a. frem til, at EU-Kommissionen ikke har undersøgt sagen grundigt nok, før man godkendte statsstøtten.

»Kommissionen har således begået en retlig fejl og udøvet et åbenbart urigtigt skøn,« oplyser EU-retten.

Sagen er nu sendt tilbage til Kommissionen, der skal behandle den på ny med udgangspunkt i EU-Rettens kritikpunkter. Indtil der ligger en ny godkendelse, er det ulovligt for den danske stat at give statsstøtte til Femern.

Statsgarantierne er vigtige for Femern-selskabet, fordi de kan bruges til at skaffe billig finansiering. Professor Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet har tidligere påpeget, at det kan være yderst alvorligt for Femern-projektet, hvis man ikke har statsgarantierne, når man skal finansiere et projekt til 53 mia. kr.

»Uden statsgarantier er man for det første afhængig af, at der er nogen, som overhovedet vil finansiere projektet. Det næste bliver, hvor høje renter en långiver vil kræve. Femern er stadig et projekt med meget store usikkerheder, og det vil en långiver tage sig betalt for,« sagde han i sidste uge til Finans.

Statsgarantierne er ofte blevet fremhævet som en stærk dansk model til finansiering af store anlægsprojekter. Indtil for nylig havde de færreste forestillet sig, at den model kunne blive truet, men det ændrede sig, efter at EU-Retten i september annullerede statsstøtten til Øresundsforbindelsen.

Nu har EU-Retten altså gennemgået en lignende statsstøtte-konstruktion på Femern-projektet, og endnu en gang bliver den danske støttemodel sendt til tælling.

Femern-selskabets finansdirektør, Allan Christensen, oplyser, at man har forberedt sig på en situation, hvor man i en periode må undvære statsgarantierne. Op til dagens afgørelse har selskabet således optaget billige lån med statsgarantier i ryggen. På den måde har man fyldt pengekassen til den kommende periode, hvor man muligvis skal i gang med at bygge elementfabrik og arbejdshavn ved Rødbyhavn på Lolland.

Femern-selskabet har dog ikke ønsket at oplyse, hvor lang tid man kan klare sig for de penge, man har lånt, før dagens afgørelse.

BRANCHENYT
Læs også