Ukendt dansker tjente kassen - nu er han færdig som topchef
En af Danmarks bedst betalte topchefer er færdig i den amerikanske fødevarekoncern Bunge.
Efter 18 år i den amerikanske råvarekoncern Bunge Limited har danskeren Søren Wølck Schrøder haft sin sidste dag på kontoret. I fem år har han stået i front for selskabets 32.000 ansatte, som i 2017 leverede en omsætning på godt 300 mia. kr.
Men nu er danskeren færdig som topchef, fremgår det af en pressemeddelelse.
Bunge Limited, der har hovedsæde i New York, hvor det også er børsnoteret, er et ældgammelt fødevareselskab fra 1818. Virksomheden handler bl.a. med soyabønner, korn og sukker, men i øjeblikket går det trægt, og koncernen er derfor i gang med en større spareplan.
Selskabet skal spare mere end 1,6 mia. kr. Det blev meldt ud i 2017, hvor overskuddet faldt fra godt 5 mia. kr. til under 1,2 mia. kr.
Men planen og udviklingen har tilsyneladende ikke stillet investorerne tilfredse. Den 22. januar kostede en aktie i Bunge 81,8 dollars, mens den i dag kan erhverves for 59,6 dollars - et fald på 27 pct. Og nu bliver den danske topchef altså ofret for nedturen.
Den 57-årige Søren Wølck Schrøder stammer oprindeligt fra Aarhus, men har i flere årtier boet i USA. Og han er formentlig ikke det første navn, der popper op, når danskere skal fremhæve danske topchefer.
At han hører til i den absolutte elite, vidner hans lønseddel imidlertid om. Faktisk er han en af de allerbedst betalte, hvis man skal tro de oplysninger, som det anerkendte erhvervsmedie Bloomberg offentliggjorde i 2015.
Dengang kom det frem, at danskerne tjente 68 mio. kr. årligt. Et niveau, hvor kun den danske Adidas-topchef, Kasper Rørsted, kan følge med.