Erhverv

Ørsted-konkurrenter vandt offshore-auktion i Massachusetts

Det blev Equinor Wind US, Mayflower Wind Energy og Vineyard Wind, som løb med sejren i auktionen over lejeretten til tre arealer til udvikling af havmølleparker ud for kysten i delstaten Massachusetts i USA.

Foto: Janus Engel

Det blev Equinor Wind US, Mayflower Wind Energy og Vineyard Wind, som løb med sejren i auktionen over lejeretten til tre arealer til udvikling af havmølleparker ud for kysten i delstaten Massachusetts i USA.

Det oplyser de amerikanske myndigheder i form af Bureau of Ocean Energy Management (BOEM) fredag.

De tre budvindere skal hver især betale 135 mio. dollar - eller i alt 405 mio. dollar - for lejeretterne.

Dermed ser det ikke ud til, at danske Ørsted skal være med til at udvikle et af de tre projekter. Ørsted var ellers sammen andre kendte navne som Avangrid, EDF, EDPR, Enbridge og E.On prækvalificeret til at byde med.

Auktionen startede torsdag, men efter 24 budrunder valgte myndighederne at udskyde afgørelsen til fredag, hvor der skulle yderligere otte budrunder til for at finde vinderne.

Priserne endte mere end tredobbelt så højt som den hidtidige rekord på 42,5 mio. dollar, som Equinor Wind betalte efter en auktion på et område ud for New York og New Jersey sidst i 2016, ifølge Recharge News.

Tilbage i 2015 krævede det blot 448.000 dollar for de to eneste budgivere at vinde en auktion af to områder i Massachusetts på 355.000 hektar.

De tre områder, der var under hammeren ud for Martha's Vineyard i Massachusetts rummer et udviklingsområde på potentielt 390.000 hektar, hvor, BOEM mener, der kan opføres en møllekapacitet på 4,1 gigawatt. Områderne blev også udbudt i 2015, men opnåede ingen bud, da det dengang var uklart, hvor strømmen fra parkerne kunne afsættes.

Fredagens priser nærmede sig faktisk også rekorden for priser på oliearealer i Den Mexicanske Golf, hvor Equinor ASA i 2012 betalte 157 mio. dollar for en tilsvarende ret til at forske efter og udvinde olie, skriver Bloomberg News. Arealerne på auktion torsdag og fredag er dog også cirka tre gange store som den typiske olieblok.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også