Youtube har fjernet 58 mio. videoer i 3. kvartal
Youtube kæmper ligesom bl.a. Facebook for at gøre op med hadefuldt og diskriminerende indhold.
Som noget nyt udsender Youtube hvert kvartal en oversigt over, hvor meget indhold video-servicen fjerner fra sin platform som følge af overtrædelse af Youtubes reglement.
I 3. kvartal i 2018 blev det til i alt 58 mio. videoer og 224 mio. kommentarer.
Det skriver Reuters.
Størstedelen af de fjernede videoer bestod ifølge nyhedsbureauet af spam, mens andre indeholdt bl.a. nøgenhed og ekstremistisk adfærd.
Mens Youtube har automatiserede detektionsværktøjer, der kan identificere indhold inden for disse kategorier, er det en anden sag med hadefuld retorik og farlig adfærd, skriver mediet.
De automatiserede værktøjer på dette område er ikke nær så udviklede, og derfor er Youtube fortsat afhængige af anmeldelser fra platformens brugere. Det kan betyde, at noget indhold slet ikke opdages, mens andet kan være tilgængeligt længe, før det bliver fjernet.
Youtubes rapport afslører desuden for første gang, hvor mange videoer moderorganisationen Google har valgt at lukke - enten som følge af tre regelbrud på 90 dage eller ved en særlig grov overtrædelse, såsom deling af børnepornografi.
Google lukkede i 3. kvartal i alt 1,67 mio. kanaler, hvis videoer - 50,2 mio. stks. - også blev fjernet fra platformen. Mens knap 80 pct. af materialet bestod af spam, blev ca. 13 pct. fjernet pga. nøgenhed, mens 4,5 pct. blev fjernet pga. frygt for børns sikkerhed, skriver mediet.