Erhverv
0

Virksomhed satte alderskrav i jobopslag - det kostede en klage og 12.500 kr.

Det kan blive dyrt, hvis man som virksomhed stiller krav til ansøgernes alder, uden at der er en lovlig grund. Det viser en ny afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet.

Ifølge brancheorganisationen Horesta kostede forskelsbehandling af jobansøgere den pågældende virksomhed en godtgørelse på 12.500 kr. Foto: Arkivfoto

Det var i strid med loven, da en dansk virksomhed for nyligt søgte en ansvarshavende bartender på »minimum 23 år«. Det fastslår en ny afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet, skriver brancheorganisationen Horesta.

Alderskravet afholdt nemlig ikke en 22-årig ansøger fra at søge jobbet. Men han fik aldrig svar på sin ansøgning, selvom det fremgik af stillingsopslaget, at alle ansøgninger ville blive besvaret.

Derfor klagede den 22-årige til Ligebehandlingsnævnet, fordi han følte sig fravalgt på grund af sin alder. Nu har nævnet tildelt ham en godtgørelse på 12.500 kr., fordi alderskravet var i strid med den såkaldte forskelsbehandlingslov.

»Som virksomhed må man ikke forskelsbehandle jobansøgere og ansatte for eksempel på grund af deres alder, medmindre der er et lovkrav eller en overenskomst, som nødvendiggør en bestemt alder,« forklarer Karina Lafrenz, advokat i Horesta, på organisationens hjemmeside.

Årsagen til alderskravet i jobopslaget var ifølge virksomheden, at ansvarshavende bartendere skal assistere manageren på restaurationen. Virksomheden havde i øvrigt en alkoholbevilling efter de gamle regler, som gjorde, at manageren skulle være fyldt 23 år. Det vedrørte dog ikke alderen på bartenderen.

Ifølge Ligebehandlingsnævnet var der ingen lovlig grund til alderskravet i jobopslaget. Det kostede altså virksomheden en godtgørelse på 12.500 kr.

Og det er ikke kun krav til alder, som virksomheder skal være varsomme med at opstille i jagten på nye medarbejdere.

Ifølge en tidligere dom fra Ligebehandlingsnævnet må virksomheder nemlig heller ikke tydeliggøre i deres afslag, hvilket køn de foretrækker. Det viser en sag fra 2016.

Her havde en mandlig ansøger søgt stillingen som grafiker og multimediedesigner i en virksomhed, der specialiserer sig i bade- og nattøj. Men allerede samme dag fik han afslag.

Som begrundelse skrev virksomheden, at han ikke kom i betragtning til jobbet, fordi virksomheden foretrak en kvinde »med naturlig interesse og særlig kendskab til branchen«. Det fik den mandlige ansøger til at klage til Ligebehandlingsnævnet, som udløste en godtgørelse til manden på 25.000 kr., fordi han var valgt fra på grund af sit køn.

BRANCHENYT
Læs også