Erhverv

London-lufthavn genoptager flytrafik efter dronekrise

Gatwick lufthavn måtte indstille flytrafikken i mere end 32 timer på grund af uautoriseret droneaktivitet.

Passagererne har ventet i adskillige timer i Gatwick pga. droner. Foto: Glyn Kirk/AFP

London-lufthavnen Gatwick har fredag morgen delvist genoptaget flytrafikken efter at have været lukket i over 32 timer på grund af droneaktivitet.

Det skriver CNN.

Ifølge lufthavnens hjemmeside landede et fly fra selskabet China Eastern fra Shanghai som det første fredag morgen klokken 06.11 lokal tid.

Flyselskaberne British Airways og Easyjet bekræfter, at Gatwick har åbnet landingsbanen for et begrænset antal afgange og ankomster. Det skriver Sky News på Twitter.

Lufthavnen har siden onsdag aften været lukket for flytrafik på grund af gentagne forstyrrelser fra droner.

- Hver gang vi tror, vi nærmer os droneoperatøren, forsvinder dronen. Og når vi overvejer at genåbne lufthavnen, så dukker den op igen, sagde politiinspektør Justin Burtenshaw torsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Nedlukningen har påvirket mere end 110.000 passagerer på to af årets travleste rejsedage.

Myndighederne siger, at der ikke er tale om terror, men at der tale om "en forsætlig handling". Derfor har både britisk politi og militær været involveret i at løse dronekrisen.

En politihelikopter har svævet rundt nær lufthavnen, og politiet forsøger at finde droneoperatøren.

Lufthavnens øverste leder, Chris Woodroofre, sagde torsdag, at det ikke var en mulighed at skyde dronen ned.

Den vurdering har dog ændret sig siden da.

- Vurderingen var tidligere, at vi ikke ville bruge skydevåben.

- Men vi genovervejer hele tiden vurderingen, og som I (pressen, red.) ved og kan se, har vi nu indsat bevæbnede betjente, sagde talsmand for det britiske politi Jason Tingley torsdag aften.

Det er ulovligt at flyve med droner i en radius af en kilometer fra britiske lufthavne.

Gatwick opfordrer fredag morgen fortsat passagerer til at tjekke med deres luftfartsselskab, før de tager ud til lufthavnen.

BRANCHENYT
Læs også