Elon Musk lover lynopladere tæt på over hele Europa
Inden 2020 vil Teslas superladere være tilgængelige i nærheden af alle Tesla-ejere i hele Europa. Det lover Tesla-stifter Elon Musk. Også i Danmark er flere muligheder for hurtigopladning på vej.
En hurtig opladning af Teslaen, mens ejeren nyder en kop kaffe, vil ifølge Elon Musk, Teslas topchef, være tilgængelig for samtlige Tesla-ejere i Europa.
I et tweet lover Elon Musk at dække Europa 100 pct. med superladere i løbet af 2019. Det skriver The Verge.
Tweetet fra Tesla-stifteren kom som et svar til en kommende Tesla-ejer fra Irland, som var bekymret over opladningssituationen i hans hjemland.
Elon Musk har dog tidligere ikke nået sine mål for hurtigopladning til kunderne. Tidligere havde Tesla som ambition, at der i slutningen af 2018 ville være 18.000 superladere i alt på verdenskortet, skriver mediet. Men lige nu har Tesla kun 11.583 superladere fordelt på 1.386 ladestationer.
Præcis hvor mange nye superladere, der er på vej til Europa inden 2020, oplyser Elon Musk ikke.
Superladerne kan ifølge The Verge lade et batteri 80 pct. op i løbet af 40 minutter.
På danmarkskortet kan man lige nu finde ni superladerstationer. Rødekro fik den første superladerstation til elbiler, mens der også er muligheder for hurtigopladning i Hjørring, Haverslev, Randers, Hedensted, Middelfart, Slagelse, Køge og Nørre Alslev.
Fire nye placeringer til superladere er i støbeskeen, og de vil være klar til at blive taget i brugen inden for de næste 12 måender, oplyser Tesla på sin hjemmeside. Det gælder Holstebro, Esbjerg, Nyborg og Holbæk.
Ud over at love en superlader-dækning på 100 pct. i hele Europa kom Elon Musk senere i dialogen på Twitter med et løfte om at etablere superladere i Afrika i 2020. Afrikanske Tesla-ejere har pt. ikke adgang til superladerne.