Vestas snupper endnu to ordrer i USA
Vestas har fredag landet endnu to ordrer i USA.
For fjerde gang på to dage kan vindmølleselskabet bogføre bestillinger til amerikanske kunder.
Dels er der kommet en ordre på 122 megawatt (MW) i form af V110-2,0 MW-møller til Wind XI-projektet i Iowa. Ordregiver er Midamerican Energy Company, en del af Warren Buffetts Berkshire Hathaway-koncern.
Vestas indgik i 2016 en rammeaftale om at levere op til 2000 (MW) vindmøller til netop Wind XI-projektet, som opføres i flere etaper og ventes afsluttet ved udgangen af 2019.
Møllerne fra den seneste ordre ventes leveret i tredje kvartal af 2019 og færdiginstalleret kvartalet efter. Desuden har Vestas fået en tiårig serviceaftale i AOM 5000-klassen.
Den anden bestilling er på 40 MW møllekomponenter, der kan bruges til at kvalificere en eller flere vindfarme til støtte efter PTC-ordningen, dog kun i størrelsesordenen 60 pct., så længe møllerne installeres senest i 2022.
Vestas sætter ikke navn på projekt eller kunde i det andet tilfælde.
Med aftalerne er Vestas oppe på 11,6 gigawatt i ordrer i 2018 og lægger dermed endnu mere til den årsrekord, der blev etableret torsdag.
/ritzau/FINANS