Erhverv

Ørsted efter skuffelse i Taiwan: Vi sætter tingene på hold

Ørsted og en række andre udviklere af havvind i Taiwan når ikke at få underskrevet en elkøbsaftale.

Artiklens øverste billede
Ørsteds topchef Herik Poulsen. Foto: Jens Dresling

Ørsted og en række andre udviklere af havvind i Taiwan når ikke at få underskrevet en elkøbsaftale, der også går under forkortelsen PPA, med det statslige elselskab Taipower inden fristens udløb onsdag.

Det har branchemediet Recharge onsdag skrevet, og ud på eftermiddagen bekræfter Ørsted oplysningerne i en meddelelse til fondsbørsen, hvor energikoncernen også skriver, at den for nuværende vil sætte tingene på hold i Taiwan.

Dermed har det danske energiselskab endnu ingen aftale for en del af selskabets kommende havvindmølleparker i Taiwan, på trods af at deadlinen blev rykket til onsdag.

Den danske energikoncern har tidligere fortalt, at det netop var vigtigt at indgå en elkøbsaftale med Taipower inden udgangen af 2018 og dermed få adgang til et højere støtteniveau.

Politisk uro i Taiwan har dog været med til at spænde ben for Ørsted og andre havvindudviklere, på trods af der ifølge flere medier var blevet givet "betingede godkendelser" fra flere myndigheder.

Changhua County, hvor havvindmølleparkerne efter planen skal opføres, skulle også nikke ja til, at Ørsted kunne få tildelt de sidste tilladelser.

Først herefter kunne energiministeriet udstede den endelige byggetilladelse til den danske energikoncern, der herefter ville kunne indgå den endelige elkøbsaftale med Taipower.

Men godkendelsen fra Changhua County udeblev, skriver Recharge.

DIREKTØR: VI ER SKUFFEDE

Med de foreslåede indfødningstariffer for 2019 er der desuden fortsat stor usikkerhed om, hvorvidt vindparkerne overhovedet bliver en realitet.

- Vi er skuffede over processen og forsinkelsen af etableringstilladelsen og elkøbsaftalen. Vi vil nu sætte tingene på hold og genbesøge alle vores projektaktiviteter, tidsplanen for projekterne, samt vores aftaler og kontrakter med forsyningskæden, da vi havde forudsat underskrift af elkøbsaftalen i 2018.

- Vi er meget bekymrede over den foreslåede indfødningstarif for 2019 og det nyligt foreslåede loft for antal årlige fuldlasttimer. Der skal ske væsentlige ændringer i disse forslag, før vi kan bevæge os i retning af at træffe endelig investeringsbeslutning, siger Martin Neubert, der er administrerende direktør for Ørsted Offshore, i meddelelsen fra det danske selskab.

Ørsted har i løbet af sidste år vundet retten til at slutte i alt 1820 megawatt (MW) havvindkapacitet fra selskabets Greater Changhua-projekter til elnettet i Taiwan.

De første 900 MW skal opføres i 2021, og det er for den del, at Ørsted nu fortsat mangler en elkøbsaftale. I udbudsrunden i april vandt det danske selskab nemlig ud fra en række andre kriterier, mens prisen ikke spillede en rolle.

Det var til gengæld den afgørende faktor for de resterende 920 MW. Ørsted vandt heraf de 337,1 MW med et bud på 2,5480 nytaiwanske dollar per kilowatt-time, mens de sidste 582,9 MW blev vundet med et bud på 2,5481 nytaiwanske dollar, fremgik det i juni af en meddelelse fra energimyndighederne.

Det svarer til omkring 0,07 euro per kilowatt-time, og energikoncernen fortalte efterfølgende, at det blandt andet er muligt at sænke omkostningerne, da de 920 MW først skal opføres i 2025 - altså fire år senere end selskabets første projekter.

AFREGNINGSPRISEN STÅR TIL AT FALDE I ÅR

Årsagen til at Ørsted har arbejdet for at få underskrevet kontrakten i 2018, er, at standardafregningsprisen (indfødningstariffen, red.) for vindprojekter, der underskrev en aftale sidste år, er mere lukrativ, end hvis aftalen først indgås i 2019.

I december 2017 fastsatte Taipower en standardafregningspris for havvindprojekter, der løber over 20 år. Hvis en projektudvikler underskrev en elkøbsaftale (PPA, red.) med Taipower i 2018, betyder det, at selskaberne som udgangspunkt kan få en afregningspris på 5,8498 taiwanske dollar per kilowatt-time. Det svarer til omkring 0,17 euro per kilowatt-time.

I november kom det frem i et udkast, at havvindparker, der lander en elkøbsaftale i år, muligvis skal forberede sig på en tarif, der er 12,7 pct. lavere end i 2018.

Udspillet indeholder desuden et loft på 3600 fuldlasttimer om året per mølle, hvilket er under de estimerede 4000 fuldlasttimer, som havmøllerne kan presse ud af den taiwanske vind. Der er dog endnu ikke taget en endelig beslutning om, hvordan niveauet og loftet kommer til at se ud i år.

Udsigten til en lavere afregningspris har også fået flere udviklere op af stolen sidste år, og i en fælles erklæring har blandt andet Copenhagen Infrastructure Partners, Wpd og Northland Power kaldt det for en skarp politisk uvending.

Ørsted-aktien falder med 1,4 pct. til 429,60 kr. efter meddelelsen.

/ritzau/FINANS

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.